Stormgade 16 / Vester Voldgade 89-91

 

             Billeder følger senest i september 2020         


Opført: 1790-1791 / 1969

Matrikelnummer: 190, Vester Kvarter

Fredet: 1945

Arkitekt: ukendt


Beskrivelse

Matriklen består af en ældre hjørneejendom fra 1790-1791 og en hotelbygning fra 1969:

 

 

Hjørneejendommen er i barokstil og blev i årene 1790-1791 opført med kælder samt tre etager for hofkonditor Jens Raae. Kvisten mod Stormgade blev påbygget i 1811 og således har ejendommen undergået flere ombygninger i både 1800- og 1900-tallet. Der er fem fag til Stormgade og 12 fag til Vester Voldgade.

 

Hotelbygningen blev opført i 1969.

 

 

Beboere

Digteren Jens Baggesen (1764-1826) havde her sin bolig til Stormgade i 1792.

Baggesen var i en årrække dybt engageret i den litterære fejde, som han havde indledt mod Adam Oehlenschläger (1779-1850) i december 1813. Angrebene var fremsat i forskellige skrifter, hvor Baggesen på satirisk vis anfægtede romantikkens førstemand for, at hvile på sit navn og sine ungdoms laurbær. Blandt andet beskyldtes Oehlenschläger for “digterisk dovenskab” og han svarede igen med, at kalde Baggesen for en kamæleon, idet Baggesen ironisk nok havde udvist beundring i et rimbrev tilbage i 1806 og tilligemed forelsket sig i dennes søster, Sophie, som var gift med juristen A. S. Ørsted (1778-1860).

Mange mente at Baggesens idealer og tanker hørte 1700-tallet til og det er da også her man finder hans glansperiode, hvor han berømmede sig med Comiske Fortællinger, sin danske oversættelse af Holbergs latinske Niels Klim samt hovedværket, rejseskildringen Labyrinten fra årene 1792-1793. Den opsigtsvækkende fejde endte med, at kun Grundtvig stod på Baggesens side og afsluttedes, da han forlod Danmark i 1820 for at slå sig ned i Paris.

På vej til Danmark i 1826 ramtes Baggesen af alvorlig sygdom og døde i Tyskland.

     Jens Baggesen

 

Som det fremgår af vejviserne fra København var Divisionschrurg J. D. Herholdt (1764-1836) her boende fra 1803 til 1804.

Blot 19 år gammel tog han den lægevidenskabelige embedseksamen, hvorefter han fortsatte studierne ved Det Kirurgiske Akademi i Bredgade. Siden blev han ansat i søværnet, hvor han virkede under stillinger som overskibskirurg, reservekirurg, divisionskirurg og til sidst som stabsmedicus fra 1806.

På en afhandling om fosterdød under fødslen blev Herholdt dr.med. i 1802 og sideløbende med sit virke i søværnet, var han ekstraordinær professor på universitetet fra 1805. I 1818 blev han ordinær professor og virkede som overmedicus (overlæge) på Frederiks Hospital i perioden 1819-1826.

Privat drev Herholdt også en praksis med stor samvittighed og ligesom på hospitalet var denne præget af, at patienten var i centrum. Denne omsorg og samvittighed kostede ham dog jobbet på hospitalet idet ledelsen mente, at omkostningerne var blevet for store, men afskeden havde formentlig nok afsæt i en anden sag. For trods sit flotte karriereforløb og en af sin tids fremmeste læger er det hans naive håndtering og behandling af Synålejomfruen, der har givet Herholdt en tvivlsom berømmelse.

Rachel Hertz (1793-1841) – der var en ung jødisk pige – blev af Herholdt i 1819 behandlet for nogle knuder, som viste sig at indeholde synåle. Hun forklarede dette med, at hun havde slugt flere breve synåle og at disse banede sig vejen fra indvoldene til huden. Den erfarne Herholdt troede forunderligt nok på hendes forklaring og skrev en latinsk afhandling derom, som dog fik andre læger til at så tvivl om Rachel Hertz´ forklaring.

Først i 1825 blev hun afsløret da hun af familien hun var anbragt hos konstant blev overvåget gennem et hul i døren. Snart kunne de konstatere at pigen selv stak nålene ind gennem huden! Året efter oversatte Herholdt sin afhandling til dansk og fortsatte sin beretning om Synålejomfruen, der selv stak mindst 400 nåle gennem sin hud.

      J. D. Herholdt

 

David Monies

Professor, dr. med. J.D. Herholdt

1832 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain

 

Historikeren og embedsmanden Ove Malling (1748-1829) boede på Vester Voldgade 89 i årene 1807-1810.

Skønt han var teologisk kandidat ansattes han i toldvæsenet som embedsmand, hvor hans arbejde og visionære ideer mundede ud i en række vigtige love. Hans alsidige dygtighed og færdigheder førte til mange hverv og her nævnes blot direktørposterne i Københavns Fattigvæsen (1799-1815), Fødselsstiftelsen (1803), universitetets direktion (1810) samt posten som chef for Det Kongelige Bibliotek (1824).

Han anvendtes også af Frederik VI (1768-1839) som politisk rådgiver og blev i 1824 udnævnt til Gehejmestatsminister, hvad han var til sin død. Malling opgav i takt med alderen de fleste af sin hverv, men beholdt til sin død både direktørposten i universitetets direktion samt stillingen som chef for Det Kongelige Bibliotek.

Mallings berømmelse skyldes dog mest hans moraliserende fædrelandshistorie Store og Gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, der udkom 1777. Han havde ved indgående selvstudier læst historie, dog uden at kunne betragtes som videnskabsmand, men foranlediget af Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) udkom bogen som lærebog for latinskolerne og blev endvidere oversat til engelsk, tysk og fransk.

Ove Malling var far til arkitekten Peder Malling (1781-1865), der som arkitekt stod bag opførelsen af universitetets hovedbygning på Frue Plads.

              Ove Malling

 

I 1816 havde søofficeren Peder Norden Sølling (1758-1827) sin bopæl i Stormgade 16.

Det var ham der i 1819 grundlagde den stadig eksisterende sømandsstiftelse Bombebøssen, der til formål havde at understøtte med boliger for gamle søfolk, deres enker og børn. 

Det ejendommelige navn skyldes, at man benyttede gamle havminer som sparebøsser, som var til at få øje på med de pudsige antændelseshorn.

      P. N. Sølling

 

Filosoffen Hans Brøchner (1820-1875) boede omkring 1849 i nr.89.

Han stod egentlig til at skulle blive teolog, men blev nægtet eksamen da han betvivlede teologiens videnskabelige karakter og ytrede kristendommen som mytisk. Han kastede sig derfor over studier i semitisk filologi og tog så en magisterkonferens i 1845.

Samme år forsvarede han afhandlingen Om det jødiske folks tilstand i den persiske periode, hvilket gav ham doktorgraden. På grund af universitetets modvilje til at ansætte ham som underviser (Det Gamle Testamente), begav Brøchner sig ud på en studierejse til bl.a. Italien og Grækenland.

Fra 1849 begyndte han privat at forelæse i græsk filosofi og supplerede sine indtægter med stipendier samt timer på Borgerdydsskolen i Klareboderne 3. Hans monografi fra 1856 om filosoffen Spinoza kvalificerede ham i 1857 til en stilling, som docent ved universitetet, der i 1860 fulgtes op af et ekstraordinært professorat og endelig et egentligt professorat i 1870.

Hans Brøchner udgav flere religiøse og filosofiske bøger som bl.a. Problemet Om Tro Og Viden (1868) og Philosophiens Historie i Grundrids (1873-1874). Brøchners navn knyttes af eftertiden for hans arbejder om forholdet mellem religion og videnskab. Trods sit udtalte fritænkeri dyrkede han venskab med Søren Kierkegaard (1813-1855), hvad der selvsagt også gør ham interessant.

Brøchner, Hans

    Hans Brøchner

 

Biskoppen, professoren og ministeren C. T. Engelstoft (1805-1889) havde i årene 1846-1852 sin bolig på adressen Vester Voldgade 89.

I 1837 fik han sin doktorgrad og i 1845 fik han et teologisk professorat og blev tillige medlem af konsistoriet. Fra 1852 og frem til sin død var han biskop over Fyns Stift, men det er som teologisk videnskabsmand indenfor den kirkehistoriske forskning, at hans navn huskes. Det var særligt den danske reformationshistorie, som han beskæftigede sig med og forskningen blev publiceret som afhandlinger i forskellige tidsskrifter og bøger.

Politisk blev han i december 1863 involveret ved udnævnelsen som kultusminister (kirke- og undervisning) i regeringen, hvor D. G. Monrad (1811-1887) sad som konseilspræsident (statsminister). Allerede i marts 1864 måtte han trække sig tilbage få grund af sygdom og fik derfor ikke udrettet nogle særlige politiske resultater. Han genoptog derefter hvervet som biskop.

C. T. Engelstoft var nevø til historieprofessoren og kongelig ordenshistoriograf Laurids Engelstoft (1774-1851).

            C. T. Engelstoft

 

Digteren Christian Winther (1796-1876) boede i Vester Voldgade 89 fra 1862 til 1865.

Winther blev cand.theol. i 1824 og ernærede sig som huslærer, men det blev som den alsidige vers- og prosafortæller, at han kom til at slå sine folder. Drevet af både følelser og skiftende stemninger skrev Winther om kærligheden til kvinden og skønheden i den sjællandske natur.

Han debuterede med Digte i 1828, der var en samling af romancer og lyriske digte. Senere fulgte børnedigtene Flugten til Amerika, Dansen i Skoven samt  digtsamlingen Til Een fra1843, der var hans egen kærlighedshistorie. Christian Winther toppede med hovedværket, versfortællingen Hjortens Flugt (1855), som er en hyldest til naturen og den trofaste kærlighed; den regnes for værende det sidste hovedværk i dansk romantik.

I en karakteristik af skuespillerinden Julie Sødring (1823-1894), blev han beskrevet som “…altid udsøgt elegant i sin påklædning som i sit væsen“. Det må siges at være meget betegnende for en mand, der sin tid til trods med politisk røre, sociale brydninger, ydre modgang og indre sorger, aldrig skrev om andet end kærligheden og naturen.

Den i samtiden beundrede Winther forlod Danmark med sin familie i 1875 og bosatte sig i Paris, hvor han døde året efter. Christian Winther var halvbror til digterfilosoffen Poul Martin Møller (1794-1838).

  Christian Winther

 

I årene 1857 til 1871 var filosofiprofessor F. C. Sibbern (1785-1872) blandt ejendommens beboere.

Han blev i 1813 udnævnt til professor og virkede som sådan helt frem til 1870. Som filosof lagde Sibbern i sit lange liv vægten på erfaringen – især den personlige livserfaring – og sit vedholdende arbejde for at udforme en filosofisk anskuelse for livets og tankens berettigelse slap han aldrig.

Hans filosofiske hovedværk var Psykologisk Patologi (1828), men hans navn hæftes dog overvejende ved brevromanen Gabrielis Breve (1826), som han skrev på baggrund af sin ulykkelige kærlighed til Sophie Ørsted (1782-1818), der var gift med den fremtrædende jurist A. S. Ørsted (1778-1860).

Den vellidte Sibbern både inspirerede og påvirkede navne som eksempelvis Søren Kierkegaard (1813-1855) og Poul Martin Møller (1794-1838) og han dyrkede venskaber med blandt andre forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) og salmedigteren N. F. S. Grundtvig (1783-1872).

I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner også Sibbern, som får følgende karakteristik:

Min Fader havde altid sat stor Pris paa Sibbern, baade paa Grund af hans interessante Samtale og paa Grund af hans elskelige og humane Personlighed, der jo havde faaet et saa smukt Udtryk i hans “Gabrielis Breve”. Men ved siden af Sibberns Elskværdighed, kan det jo ikke nægtes, at hans Person var meget aparte og tildels komisk. Han var høj og langbenet og havde dertil et Par Fødder af en aldeles umanerlig Størrelse; saa store, at min Fader en Gang i Hastværk, i Professorernes Aftrædelsesværelse paa Universitet, havde taget hans Galosker paa ovenpaa sine egne. Han havde smukke Øjne, men en klumpet næse og en Mund, der nærmest lignede en Revne eller en Sprække; dertil en stærk fremstaaende Hage. han bar en Paryk, som var meget slet gjort, og et Par Flipper af den Slags, som man kaldte “Vatermördere”, imellem hvilke Hovedet sank langt ned. Dels paa Grund af hans Ydre, dels paa Grund af hans aparte Væsen kom han naturligvis til at høre til de personer, om hvem man fortalte mange Anekdoter“.

Arthur Abrahams beretter endvidere flere anekdoter om Sibbern, hvoraf en af flere her gengives:

Sine Ordener havde han liggende løse i Baglommen paa sin Kjole. Naar han saa kom i Selskab, mente han, kunde han i Entréen undersøge, om Selskabet var saa stort og fornemt nok til, at han skulde tage dem paa”.

Sibbern, Frederik

      F. C. Sibbern

 

Den sidste bopæl for etatsråd og professor Christian Flor (1792-1875) var i Vester Voldgade 89.

     Christian Flor

 

   

Virksomheder                    

Hofkonditor Jens Raae havde konditori i kælderen indtil 1809.

 

I kælderen ligger i dag Tivolihallen, der er kendt for sine klipfisk.

 

Ejendommen domineres af Hotel Danmark, der også har til huse i Vester Voldgade 89 (se denne).

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.221).

Kortbog 1:4000 – København-Frederiksberg. Københavns Kommune, Teknik- og miljøforvaltningen, 4.udgave. 2006.

Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk