Store Kongensgade 79

 

store-kongensgade-79-lille-tv                    store-kongensgade-79-lille-th


Opført: 1832-1833 / 1880

Matrikelnummer: 64b, Sankt Annæ Vester Kvarter

Fredet: 1926

Arkitekt: ukendt


Beskrivelse

Store Kongensgade 79 består af forhus, baghus og pakhus:

 

 

Det fem fag brede forhus blev bygget i årene 1832-1833 for sukkerraffinadøren C. Hedemann. Ligesom nabohuset nr.77 blev dette opført med kælder samt fire etager og består i dag af ejerlejligheder. Arkitekten er desværre ukendt.

 

store-kongensgade-79-1

Foto fra august 2007

 

store-kongensgade-79-2

Foto fra august 2007

 

store-kongensgade-79-3

Foto fra august 2007

 

store-kongensgade-79-4

Foto fra august 2007

 

 

Baghuset (3.baghus) er fra 1880. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om baghuset (pr. 18.januar 2023).

 

 

Pakhuset i 79c er fra 1880. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om sidehuset (pr. 18.januar 2023).

 

 

Beboere

I vejviseren samt i Politiets Registerblade ses forfatteren, politikeren og avisudgiveren Edvard Brandes (1847-1931) boende på 3.sal i årene 1893-1896.

I 1865 blev han student fra det von Westenske Institut og fortsatte på Københavns Universitet, hvor han bl.a. studerede latin, hebraisk og græsk. Han blev i 1872 cand.mag. og i 1879 dr.phil. på afhandlingen Ushas og Ushas-hymnerne i Rigveda.

I 1884 grundlagde han Dagbladet Politiken 1.oktober 1884 sammen med Herman Bing (1845-1896) og Viggo Hørup (1841-1902). Uvant med avisverdenen var han ikke, da han i årene 1875-1884 arbejdede som skribent og senere medredaktør for det Christen Berg-ejede Morgenbladet, hvor han indledte sine angreb mod Det Kongelige Teater, hvis ledelse han betegnede som ukyndige og uden forståelse for behovet med det kritiske og virkelighedsnære skuespil, som på denne tid blomstrede op.

Brandes – der op igennem 1870erne havde slået sit navn fast som teaterkritiker – benyttede nu bl.a. denne erfaring på avisen, hvor han blev medredaktør sideløbende med sit politiske arbejde i Folketinget og hvor han som medlem sad fra 1880 til 1894. Fra 1906 til 1927 repræsenterede han Radikale Venstre i Landstinget, ligesom han ad to omgange var finansminister (1909-1910 og 1913-1920).

 Edvard Brandes var bror til litteraturkritikeren og forfatteren Georg Brandes (1842-1927).

Brandes, Edvard

   Edvard Brandes

 

Fra 1900 til 1904 boede den senere minister og direktør Tyge Rothe (1877-1970) på husets tredje sal.

Rothe, Tyge

        Tyge Rothe

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.215).

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

www.politietsregisterblade.dk (adressen på Edvard Brandes)

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk