Skindergade 43 / Skoubogade 5

 

skindergade-43-skoubogade-5-lille-tv                    skindergade-43-skoubogade-5-lille-th


Opført: 1797-1798

Matrikelnummer: 103, Snarens Kvarter

Fredet: nej

Arkitekt: A. C. Wilcken


Beskrivelse

Murermester A. C. Wilcken (ca.1760-1816) opførte i 1797-1798 denne hjørnebygning efter egne tegninger. Som dengang står den med kælder samt tre etager og har otte fag vendt mod Skoubogade, et skråt hjørnefag og fem fag mod Skindergade.

 

skindergade-43-skoubogade-5-1

Foto fra marts 2008

 

skindergade-43-skoubogade-5-2

Facaden til Skoubogade (nr.5)

Foto fra marts 2008

 

skindergade-43-skoubogade-5-3

Facaden til Skindergade (nr.43)

Foto fra marts 2008

 

skindergade-43-skoubogade-5-4

Porten til Skindergade 43

Foto fra marts 2008

 

 

Beboere

Den senere biskop J. P. Mynster (1775-1854) der var kapellan* ved Vor Frue sogn, havde sin bolig her i perioden 1823-1834, hvorefter han flyttede til Bispegården på adressen Nørregade 11.

Efter sin teologiske kandidateksamen i 1794, var han i perioden 1794-1802 huslærer for den senere premierminister*, lensgreve A. W. Moltke (1785-1864), hvorefter han i en årrække var sognepræst i Spjellerup ved Karise.

Mynsters karriere tog for alvor fart, da han 1811 vendte tilbage til København som kapellan ved Vor Frue sogn, der stod uden kirke efter englændernes bombardement af byen i 1807. Det blev derfor Trinitatis Kirke som J. P. Mynster benyttede for sine prædikener, der med sin retorik og personlighed tiltrak mange mennesker, herunder kendte navne som blandt andre H. C. Ørsted, Thomasine Gyllembourg, Kamma Rahbek.

I 1815 blev han dr.theol., fra 1817 medlem af universitetets direktion, og fra 1828 kongelig konfessionarius* og præst ved Christiansborg Slotskirke. Som biskop over Sjællands stift fra 1834 blev den afholdte og respekterede Mynster den danske kirkes ledende skikkelse. Grundlæggende lå hans tro i, at samle sig om pligten til ubetinget lydighed imod samvittigheden og Guds vilje. Han var tillige modstander af kirkelige særopfattelser (især grundtvigianismen), idet han mente at de truede individets religiøse frihed, men han virkede dog som agitator for tvangsdåb af baptistbørn! 

Som medlem af Stænderforsamlingerne* og senere Den Grundlovgivende Rigsforsamling* stod Mynster på den yderste højrefløj og han stemte imod grundloven af 1849. Han var også en flittig gæst i Bakkehuset på Frederiksberg, hvor han nød værtinden Kamma Rahbeks beundring og som så mange andre af hendes gæster fik også han et øgenavn: Onkel Job. 

Efter hans død i 1854 fandt man i hans gemmer erindringerne Meddelelser om mit Levnet, som samme år blev udgivet af hans søn, udgiveren og forfatteren C. L. N. Mynster (1820-1883). J. P. Mynster var lillebror til lægen O. H. Mynster (1772-1818).

 

* kapellan var en præst ved set kapel/slotskapel, mens en residerende kapellan var den eller de af præsterne, som ikke var sognepræst. Titlen kapellan blev officielt afskaffet den 1.maj 1981.

* premierminister var indtil 1866 regeringslederens titel i Danmark. Titlen blev derefter konseilspræsident og siden 1918 har benævnelsen været statsminister.

* konfessionarius er titlen for en kongefamilies særlige præst

* stænderforsamlingerne eller den officielle betegnelse De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger blev oprettet i 1831. Anledningen var julirevolutionen i Paris og de strømninger som derfra kom til Danmark om, at lade menigmand få indflydelse. Forsamlingerne, der lå i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (Holsten), var kun rådgivende og på grund af de tilknyttede (og skrappe!) valgrets- og valgbarhedsregler, var disse forsamlinger forbeholdt de få. Eksempelvis var der kun stemmeret for 2,8 % af befolkningen. Stænderforsamlingerne ophørte i 1848, da Danmark gik fra enevælde til demokrati.

* Den Grundlovgivende Rigsforsamling var en politisk forsamling, der i 1848-1849 udarbejdede Danmarks første grundlov.

      J. P. Mynster

 

J. V. Gertner (1818-1871)

J. P. Mynster

Maleri fra 1853 – public domain

 

J. V. Gertner (1818-1871)

Jacob Peter Mynster

1842 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

   


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.205).

Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk