Nørregade 11

Bispegården        

 

Nørregade 11 - lille - tv                    Nørregade 11 - lille - th


Opført: 1731-1732

Matrikelnummer: 30, Nørre Kvarter

Fredet: 1918

Arkitekt: Lars Erichsen


Beskrivelse

Bispegården består af to bygninger fra henholdsvis 1731-1732 og 1896-1897:

 

 

Som afløser for den tidligere bispegård og tillige Københavns andet rådhus, der nedbrændte i 1728, opførtes denne nuværende bispegård i 1731-1732 af murermesteren Lars Erichsen (før 1700-efter 1734). Som dengang står hjørnehuset med kælder samt to etager og der er ni fag til Nørregade og fem fag i gavlen til Studiestræde. Trefagskvisten til Nørregade er fra 1807 og afløste en fire fag bred kvist, der blev ramt ved bombardementet i 1807.

I 1896 fik rådhusarkitekten Martin Nyrop (1849-1921) til opgave at restaurere Bispegården og tilføjede en svalegang mod gårdpartiet samt karnappen mod Studiestræde. Dette arbejde stod færdigt i 1897 og ved samme lejlighed opsattes mindetavlen på facaden mod Studiestræde, hvor husets historie er beskrevet.

 

Nørregade 11 - 1

Bisepegården set fra Frue Plads

Foto fra august 2006

 

Nørregade 11 - 2

Bispegården til Nørregade set mod Gammel Torv

Foto fra november 2011

 

Nørregade 11 - 3

Trefagskvisten til Nørregade er fra 1807

Foto fra august 2006

 

Nørregade 11 - 4

Porten til Nørregade 11

Foto fra august 2006

 

Nørregade 11 - 5

Øverst i relieffet ses apostlen Peter med sit fiskenet og nedenunder en plade

med oldgræsk indskrift, der oversat til dansk betyder “Vort borgerskab er i himlen”

Over halvbuen er indmuret en slutsten

Foto fra august 2006

 

Nørregade 11 - 6

Foto fra november 2011

 

Nørregade 11 - 7

Facaderne til Studiestræde.

De fem fag til højre er fra Erichsens tid,  mens fagene til venstre er Martin Nyrops tilbygning fra 1896-1897

Foto fra november 2011

 

Nørregade 11 - 8

Karnappen til Studiestræde blev påbygget som en del af Nyrops om- og tilbygninger i årene 1896-1897

Foto fra november 2011

 

Nørregade 11 - 9

Tavlen med indskriften er fra 1896 og blev forfattet

af biskoppen Thomas Skat Rørdam (1832-1909)

Foto fra november 2011

 

 

Undervejs med restaureringen og tilbygningen af Bispegården fik Martin Nyrop (1849-1921) tillige opført det ni fag lange forhus i Studiestræde, der blev sammenbygget med murermester Erichsens bispegård fra 1730erne. Nyrops forhus består af kælder og to etager samt en etfags gavlkvist.

 

Nørregade 11 - 10

Nyrops ni fag lange tilbygning

Foto fra november 2011

 

Nørregade 11 - 11

Nyrops tilbygning samt murermester Erichsens bispegård fra 1731-1732

Foto fra november 2011

 

 

Paul Fischer (1860-1934)

Foran Vor Frue Kirke

Årstal ikke oplyst – public domain

 

Nørregade 11 - 12

Postkort af ukendt udgiver – ca.1915

 

 

Beboere

Biskop N. E. Balle (1744-1816) boede her fra 1785 til 1809.

Efter sin teologiske embedseksamen var han 1766-1770 på flere rejser i Tyskland, hvorefter han blev sognepræst i 1771, men allerede året efter udnævnt til professor ved Københavns Universitet. 1774 blev skelsættende idet Balle blev dr.theol. og stoppede som professor for i stedet, at blive hofprædikant.

Han blev biskop i 1783 efter sin svigerfar, Ludvig Harboe (1709-1783), der havde virket som sådan siden 1757. N. E. Balles navn knytter sig særligt til den i 1791 udgivne Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, der mere folkeligt kaldtes Balles Lærebog og som fra 1791 til 1856 dannede grundlaget for konfirmationsforberedelse samt skolernes undervisning i kristendom.

Anledningen til bogen var tidens antikirkelige tendenser, men et yderligere modtræk var hans fra 1793 succesfulde bibellæsninger, der hver søndag afholdtes i Vajsenhuset (lå dengang i Købmagergade) og siden i Garnisonskirken. Balles succes afspejlede sig yderligere i udgivelsen af disse bibellæsninger, hvortil der omtrent var 30.000 abonnenter. I 1800 udnævntes han til Christian Bastholms efterfølger som kongelig konfessionarius*.

Målet med at forbedre skoleundervisningen optog ham meget, og han sad i den store skolekommission fra 1789 til 1814, der sidstnævnte år førte til Skoleloven af 1814, som bl.a. betød undervisningspligt, der siden har været gældende. Tynget af både huslige som økonomiske sorger tog han sin afsked i 1808, men fortsatte dog som kongelig konfessionarius til sin død.

Herfra flyttede han ind hos datteren og svigersønnen, Elise Dorothea Balle (1775-1853) og H. G. Olsen (1760-1829), hvor han boede til sin død.

* konfessionarius er titlen for en kongefamilies særlige præst.

Balle, N. E.

        N. E. Balle

 

Friedrich Münter (1761-1830) var biskop over Sjælland fra 1808 til 1830 og havde dermed tjenestebolig her i Bispegården.

Han var tyskfødt og kom som fireårig til København, hvor hans far Balthasar Münter (1735-1793) tiltrådte en præstestilling ved Sankt Petri Kirke. Selv blev han teolog i 1781 efterfulgt af et toårigt ophold i Göttingen, hvor han studerede kirkehistorie og arkæologi. I perioden 1784-1787 opholdt han sig i Italien, der resulterede i værket Efterretninger om begge Sicilierne (1788-1790).

Gennem årene udgav Münter talrige kirkehistoriske værker som eksempelvis Den Danske Reformations Historie (1802) og Kirchengeschichte von Dänemark und Norwegen (1823-1833). Han skrev desuden mange arkæologiske bøger og afhandlinger; beslægtet hermed samlede han sig en betydelig møntsamling.

Fra 1808 og til sin død var Münter Sjællands biskop, men “han manglede baade biskoppens Værdighed og Evne til at forstaa det menige Folks Tankegang, og heller ikke som Prædikant var han fremragende. Dog var hans kirkelige Lejlighedstaler ofte af stor Virkning, og han udviste stor Nidkærhed i sit Embede” (Dansk Biografisk Haandleksikon).

I 1814 var han medstifter af Det Danske Bibelselskab, der stadig har eneret på udgivelser af Bibelen. Frederik Münter var bror til forfatterinden Friederike Brun (1765-1835).

  Friedrich Münter

 

C. A. Jensen (1792-1870); en kopi efter maleri af Christian Horneman (1765-1844)

Friederich Münter

1833 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot  – public domain

 

 

Det var ovennævnte biskop Münter der lod digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) flytte ind i stueetagen mod Studiestræde i 1822.

Digteren var samme år blevet udnævnt til professor i æstetik og fik i 1832 tillige titel af doktor. Han var blandt guldalderens centrale figurer og blandt mange kendte personer som besøgte familien, var den dengang ukendte H. C. Andersen (1805-1875), der her læste op af egne arbejder i julen 1825. Familien Oehlenschläger måtte desværre fraflytte lejligheden i 1835, da enken efter biskop Münter skulle have en enkebolig.

Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg Slot, hvor faderen var slotsforvalter. I oktober 1800 blev han student og året efter kom Slaget på Reden, hvor han meldte sig til Kronprinsens Livkorps og blev sergent og fanejunker.

Natten mellem 4. og 5.maj 1802 blev de berømte guldhorn stjålet fra Kunstkammeret (bygningen over for Folketinget) og denne begivenhed blev skelsættende for hans fremtidige liv. Inspireret af 16 timers uafbrudt samvær med filosoffen Henrik Steffens (1773-1845) – der var fætter til Grundtvig – skrev Oehlenschläger digtet Guldhornene i 1802, som indgik i værket Digte 1803, som også indeholder Sankt Hansaften-Spil og Hakon Jarls Død. Med disse digte var romantikken som stilart nået Danmark og afsluttedes først mange årtier senere, da bl.a. Georg Brandes og Henrik Pontoppidan slog til lyd for realismen og naturalismen.

Oehlenschläger blev nu en forgrundsskikkelse i dansk poesi, der bestyrkedes af hans Poetiske Skrifter 1-2 (1805), som rummer nogle af den danske romantiks mest beundrede værker heriblandt eventyrspillet Aladdin. På en dannelsesrejse i perioden 1805-1809 skrev han tragedier som Baldur hin Gode, Palnatoke og Axel & Valborg, der alle byggede på nordisk mytologi.

Ved hjemkomsten blev Oehlenschläger professor i æstetik og selvom hans senere digtning aldrig nåede ungdommens højder vedblev han dog med at skrive, ligesom han også var sin egen udgiver. Dog modtog Oehlenschläger fortsat både hæder og ære; i 1829 hyldedes han i Lund som Nordens digterkonge og i 1831-1832 var han rektor ved universitetet, æresmedlem af Kunstakademiet i 1844 og blev storkorsridder på sin 70-års dag i 1849.

Adam Oehlenschläger

 

Peder Faxøe (1761-1840)

Adam Oehlenschläger som 6-årig

1785 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

 

C. A. Jensen (1792-1870)

Adam Oehlenschläger

1825 – public domain

 

Friedrich von Amerling (1803-1887)

Adam Öehlenschläger

1844 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

 

Constantin Hansen (1804-1880)

Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829

1866 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

 

 

Teologen, historikeren og sprogmanden, P. E. Müller (1776-1834), der flyttede ind her i 1831, netop som han var blevet udnævnt til Københavns biskop.

Han blev teolog i 1795 og efter at have taget en magistergrad i 1797, drog han umiddelbart efter på en studierejse til Tyskland, Frankrig og England. Efter hjemkomsten i 1799 begyndte Müller at forelæse og kun 25 år gammel fik han et teologiprofessorat, som han bestred frem til biskopstillingen i 1830.

Som redaktør fra 1805 til 1830 af Kjøbenhavnske lærde Efterretninger, der fra 1811 hed Dansk Litteratur-Tidende, lod Müller ikke mindst sine historiske og sproglige interesser tale. Især plæderede han for vigtigheden af den islandske litteratur som et led i forståelsen af nordens ældre historie, der affødte hans værk Sagabibliotek I-III (1817-1820), hvor han bl.a. kyndigt redegjorde for de enkelte sagaers indhold; på disse breddegrader var han desuden virksom i udforskningen af danske oldtidsminder.

Gennem sine studier om sagaerne og sine mange år som kritiker i Dansk Litteratur-Tidende, havde han erhvervet en sproglig kyndighed, der særligt rettedes mod disciplinen synonymik*, der i 1829 blev til bogen Dansk Synonymik eller Forklaring af eenstydige danske Ord. Stillingen som biskop bestred Müller til sin død i 1834 og satte sig som sådan ikke synderlige spor.

* synonymik er læren om synonymer; altså ord der har samme eller omtrentlige betydning som et andet.

Müller, Peter Erasmus

       P. E. Müller

 

J. P. Mynster (1775-1854), der var biskop i perioden 1834-1854, residerede her i Bispegården fra 1836 og frem til sin død.

Efter sin teologiske kandidateksamen i 1794 var han i perioden 1794-1802 huslærer for den senere premierminister*, lensgreve A. W. Moltke (1785-1864), hvorefter han i en årrække virkede som sognepræst i Spjellerup ved Karise.

Mynsters karriere tog for alvor fart da han 1811 vendte tilbage til København, som kapellan* ved Vor Frue sogn, der stod uden kirke efter englændernes bombardement af byen i 1807. Det blev derfor Trinitatis Kirke som han benyttede for sine prædikener, der med sin retorik og personlighed tiltrak mange mennesker, herunder kendte navne som blandt andre fysikeren H. C. Ørsted, forfatterinden Thomasine Gyllembourg og brevskriversken Kamma Rahbek.

I 1815 blev han dr.theol., fra 1817 medlem af universitetets direktion og fra 1828 kongelig konfessionarius* og præst ved Christiansborg Slotskirke. Som biskop over Sjællands stift fra 1834 blev den afholdte og respekterede Mynster den danske kirkes ledende skikkelse. Hans grundlæggende tro lå i, at samle sig om pligten til ubetinget lydighed imod samvittigheden og Guds vilje. Han var tillige modstander af kirkelige særopfattelser (især grundtvigianismen) idet han mente, at de truede individets religiøse frihed, men han virkede dog som agitator for tvangsdåb af baptistbørn! 

Som medlem af Stænderforsamlingerne* og senere Den Grundlovgivende Rigsforsamling* stod Mynster på den yderste højrefløj og han stemte imod grundloven af 1849. Han var også en flittig gæst i Bakkehuset på Frederiksberg, hvor han nød Kamma Rahbeks beundring og som så mange andre af hendes gæster fik også han et øgenavn: Onkel Job. Efter hans død i 1854 fandt man i hans gemmer erindringerne Meddelelser om mit Levnet, som samme år blev udgivet af hans søn, udgiveren og forfatteren C. L. N. Mynster (1820-1883). J. P. Mynster var lillebror til lægen O. H. Mynster (1772-1818).

* premierminister var indtil 1866 regeringslederens titel i Danmark. Titlen blev derefter konseilspræsident   og siden 1918 har benævnelsen været statsminister.

*kapellan var en præst ved set kapel/slotskapel, mens en residerende kapellan var den eller de af præsterne, som ikke var sognepræst. Titlen kapellan blev officielt afskaffet den 1.maj 1981.

* konfessionarius er titlen for en kongefamilies særlige præst.

*Stænderforsamlingerne eller den officielle betegnelse De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger blev oprettet i 1831. Anledningen var julirevolutionen i Paris og de strømninger som derfra kom til Danmark om, at lade menigmand få indflydelse. Forsamlingerne, der lå i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (Holsten), var kun rådgivende og på grund af de tilknyttede (og skrappe!) valgrets- og valgbarhedsregler, var disse forsamlinger forbeholdt de få. Eksempelvis var der kun stemmeret for 2,8 % af befolkningen. Stænderforsamlingerne ophørte i 1848, da Danmark gik fra enevælde til demokrati.

* Den Grundlovgivende Rigsforsamling var en politisk forsamling, der i 1848-1849 udarbejdede Danmarks første grundlov.

      J. P. Mynster

 

J. V. Gertner (1818-1871)

J. P. Mynster

Maleri fra 1853 – public domain

 

J. V. Gertner (1818-1871)

Jacob Peter Mynster

1842 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

 

 

Netop Mynsters død gav Søren Kierkegaard (1813-1855) anledning til den godt et år lange kirkekamp, idet Mynsters afløser som biskop, Hans Martensen (1808-1884), under bisættelsen af Mynster i Frue Kirke udtalte, at forgængeren var et sandhedsvidne. I Kierkegaards terminologi betød det, at man var en martyr som led for sin tro, hvad man med rette ikke kunne sige om Mynster. Dette blev startskuddet for Kierkegaards kamp mod statskirken, der især tog afsæt i tidsskriftet Øjeblikket.

Martensen var en stærk og harmonisk personlighed, som under en studierejse havde fundet sit ståsted i sin personlige kristendomsopfattelse, der udvikledes til en totalopfattelse af åndslivet og naturligvis med kristendommen som omdrejningspunkt. Martensens teologiske karriere tog i 1838 fart med et lektorat, der i 1845 suppleredes af titlen som hofprædikant. I 1850 blev han professor og det hele kronedes i 1854 med titlen som biskop over Sjællands Stift (d. v. s. Københavns biskop).

Fra Martensens litterære løbebane kan hovedværkerne Den kristne dogmatik (1849) og Den kristelige etik (1871-1878). Som forkynder betegnedes han som fremragende og bidrog tillige offentligt som fortaler i sociale spørgsmål. Hans Martensen var biskop fra 1854 til 1884 og havde naturligvis sin bolig her i Nørregade 11.

Martensen var fætter til arkitekturmaleren Heinrich Hansen (1821-1890), der jævnligt kom på besøg her i bispegården og var en stor beundrer af sin fætrene biskop. Martensens datter Josepha Martensen (1852-1924) beretter i sin erindringsbog (se under Vil du vide mere), at Fætter Hansen læste alt hvad Martensen skrev.

   Hans Martensen

 

Da Bruun Juul Fog (1819-1896) blev biskop flyttede han som sine forgængere ind her i Bispegården. Han boede her fra 1884 til 1895.   

Fog, Bruun Jul

   Bruun Juul Fog

 

Fra 1911 til 1934 var Harald Ostenfeld (1864-1934) biskop over København.

 

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979) boede her omkring 1938. Han var stiftsprovst og var Københavns biskop fra 1934 og frem til 1960. 

Fuglsang-Damgaard, Hans

Fuglsang-Damgaard

 

Willy Westergaard Madsen var Københavns biskop fra 1960 til 1975.

 

Ole Bertelsen var biskop over København fra 1975 til 1992.

 

Erik Normann Svendsen (f.1941) – der var Københavns biskop fra 1992 til 2009 – boede her under hele sin embedsperiode.

 

Peter Skov-Jakobsen (f.1959) har fra 31.august 2009 været Københavns biskop og flyttede samme år ind i bispeboligen. Forinden havde han i en årrække virket som præst ved både den engelske kirke (St. Albans Church) og Holmens Kirke.

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Haandleksikon I-III. Red. Svend Dahl og P. Engelstoft. Gyldendalske Boghandel. 1920-1926.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Gamle københavnske huse. Vilhelm Lorenzen. H. Hagerups Forlag. 1927 (s.52 og 54).

H. L. Martensen i sit hjem og blandt hans venner. Josepha Martensen. København 1918.

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.167-168).

Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001. 

Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag. 2.udgave. 1968 (bind 1, s.217).

Latinerkvarteret. Peter Linde. Erik Myrdahls Bogtrykkeri. 1949 (s. 16, 102-106 og 147).

Mellem Vor Frue og Sankt Peder. Peter Linde. Nørbys Bogtrykkeri. 1956 (s.9-14).

Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.

Om ad Nørregade. Mogens Lebech. Daells Varehus. 1986. 

Studiestræde – skikkelser og skæbner. Red. Svend Carstensen. A/S Kruckow-Waldorff. 1967.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk