Nørregade 10

Kommunitetsbygningen og Professorboligen       

 

Billeder følger senest i september 2019


Opført: 1729-1732

Matrikelnummer: 243, Klædebo Kvarter

Fredet: 1918

Arkitekt: Ole Larsen & Søren Sørensen & Lars Erichsen, Martin Borch 


Beskrivelse

Matriklen består af Kommunitetsbygningen og Professorboligen, der begge ses beskrevet nedenfor:

 

 

Universitetets Kommunitetsbygning er fra perioden 1730-1732 og oprindelig bolig for studenter, professorer og disses enker. Kommunitetet blev af Frederik II (1534-1588) allerede oprettet i 1569, men bygningen her er fra årene 1730-1732 og opført af murermestrene Ole Larsen (før 1711-tidl.1734) og Søren Sørensen (før 1712-efter 1743).

Bygningen ligger mellem Frue Plads og Krystalgade og har facaden af gule og røde sten vendt mod Nørregade. I alt er der 36 fag som inddeles af pilastre med sokler og kapitæler af sandsten. Her i Kommunitetsbygningen lå tidligere studenternes boliger samt spisestuen, der mere populært kaldtes Kannibalkøkkenet, som nu rummer en del af Universitetets administration. Kommunitetsbygningen blev fredet i 1918 og Martin Borch (1852-1937) stod i årene 1918-1920 for den da stærkt tiltrængte restaurering af hele ejendommen.

 

I muren mod universitetets gård er anbragt to stentavler med indskrift.

 

Den ene tavle bærer indskriften :

ANNO MDCXLI. 2. MAII

AFBRENDTE DE GAMLE COMMVNITET

HVVSE.

BLEVE AF STEDSENS INDKOMSTER

OG FORBEDRING

LIGESOM REGENTSEN TILFORNE

MDCXXIII.

AF GRVNDEN IGIEN OPMVRET

MDCXLIII.

ANNO.

OECONOMIÆ THOMÆ FINCKII

MED: DOCT: ET P:P:

XLI.

 

 

Den anden tavle bærer indskriften :

ANNO MDCCXXVIII

I DEN KIØBENHAVN AMINDELIG OVERGANG

NE STORE ILDEBRAND AFBRENTE IGIEN DET

KONGELIGE COMMVNITET SAA VEL SOM

REGENTSEN

HVILKE BEGGE AF COMMVNITETETS INDKOM

STER OG DERES FORBEDERING

IGIEN BLEVE OPBYGGEDE ANNO MDCCXXX

DIRECTORIBVS

CHRISTIANO WORMIO  SIÆL : EPISC :

IOH : STEENBVCHIO.    ET

SEVERINO LI . TRVPIO  CONFESSION : REGIO

VT POTE TVNC TEMPORIS TEOLOGIÆ PROFES

SORIBVS

OECONOMO

ERASMO BYSING S : R : M : CONSIL : IVSTITI

VT ET CONSVLE HAVNIENSI.

ANNO OFFICII EIVS

XXXIIII

 

Skulle du som nysgerrig tillige få lyst til en pudsig oplevelse, så prøv fra enden mod Frue Plads at ligge hovedet ind til facaden og følge den langs Nørregade. Der vil man se nogle næsten umærkelige knæk i murflugten, som altså “fortæller” at der er benyttet fundamenter fra mindst tre ældre bygninger. De sidste otte vinduesfag mod Frue Plads ses nederst et middelalderligt murværk, der består af dybrøde munkesten. Dette er faktisk resterne af de katolske biskoppers residens.

 

 

Professorboligen, der ligger mellem Konsistoriehuset og Kommunitetsbygningen er fra årene 1729-1732 og opført af murermestrene Lars Erichsen (før 1700-efter 1734) og Søren Sørensen (før 1712-efter 1743). Den rummer kælder og en etage samt en tagetage med en trefags kvist, hvorover ses nok et fag. Huset er bygget over syv fag. Professorboligen blev fredet i 1918 og 1920 restaureret under ledelse af arkitekten Martin Borch (1852-1937).

 

 

Beboere          

Ad to omgange, henholdsvis 1770-1775 og 1777-1789, boede Morten Thrane Brünnich (1737-1827) i Kommunitetsbygningen.

Som videnskabsmand gjorde han sig gældende indenfor de mineralogiske og zoologiske områder, der begge affødte videnskabelige arbejder men også lærebøger og håndbøger. Oprindeligt var han uddannet teolog fra 1760, men tilskyndet af professor F. C. Kratzensteins forelæsninger kastede han sig over naturvidenskaberne, der i 1761 førte til en doktorgrad på en afhandling om sjællandske insekter.

Som nybagt lektor i naturhistorie ved universitetet tog Brünnich i 1765 på en fire år lang rejse rundt i Europa, der ved hjemkomsten i 1769 førte til et professorat i naturhistorie. Ad flere omgange opholdt han sig i Norge, hvor han bl.a. forsøgte at få Kongsberg Sølvbergværk på ret køl, men fra 1789 blev det permanent og han vendte først tilbage til Danmark i 1814. I Norge forestod han ledelsen af bjergværkerne, herunder bl.a. som direktør for værket på Kongsberg.

Indenfor zoologien var det især insekter der havde hans interesse, men også viden om fugle samt middelhavsfisk bidrog han med videnskabelig indgang, der førte til flere bogudgivelser. Brünnich var medstifter af universitetets naturhistoriske museum, der først fik lokaler i selve Kommunitetsbygningen og som hovedsagelig var baseret på hans egen samling. Museet har navn af Zoologisk Museum med adresse i Universitetsparken på Østerbro.

    M. T. Brünnich

 

Filosoffen Børge Riisbrigh (1731-1809) boede her i årene 1775-1780.

Teolog blev han i 1753 og med sin studierejse i årene 1762-1765, der gik til universiteter i både Tyskland og Frankrig, studerede han både filosofi samt sprog som bl.a. græsk og arabisk. Hjemme i København disputerede Riisbrigh i 1765 for sin magistergrad og fulgte op med filosofiske forelæsninger, som han forinden sin studierejse havde holdt over flere år.

I 1767 udnævntes han til ekstraordinær professor i logik og metafysik og først i 1773 blev han ordinær professor. Han nød anerkendelse for sine klare og grundige forelæsninger, som han med stor tilslutning bl.a. holdt over Kant i 1790erne, men en tiltagende døvhed tvang Børge Riisbrigh i 1803 til at tage sin afsked.

   Børge Riisbrigh

 

Teologen , historikeren og sprogmanden, P. E. Müller (1776-1834), der flyttede ind her i 1816, blev i 1831 Københavns biskop og som skikken har været gennem århundreder, flyttede Müller som nyudnævnt biskop til Bispegården overfor i gadens nr.11.

Han blev teolog i 1795 og efter at have taget en magistergrad i 1797, drog han umiddelbart efter på en studierejse til Tyskland, Frankrig og England. Efter hjemkomsten i 1799 begyndte Müller at forelæse og kun 25 år gammel fik han et teologiprofessorat, som han bestred frem til biskopstillingen i 1830.

Som redaktør fra 1805 til 1830 af Kjøbenhavnske lærde Efterretninger, der fra 1811 hed Dansk Litteratur-Tidende, lod han ikke mindst sine historiske og sproglige interesser tale. Især plæderede han for vigtigheden af den islandske litteratur som et led i forståelsen af nordens ældre historie, der affødte hans værk Sagabibliotek I-III (1817-1820), hvor han bl.a. kyndigt redegjorde for de enkelte sagaers indhold; på disse breddegrader var han desuden virksom i udforskningen af danske oldtidsminder.

Gennem sine studier om sagaerne og sine mange år som kritiker i Dansk Litteratur-Tidende havde han erhvervet en sproglig kyndighed, der særligt rettedes mod disciplinen synonymik*, der i 1829 blev til bogen Dansk Synonymik eller Forklaring af eenstydige danske Ord. Stillingen som biskop bestred han til sin død i 1834 og satte sig som sådan ikke synderlige spor.

*synonymik er læren om synonymer, altså ord der har samme eller omtrentlige betydning, som et andet.

Müller, Peter Erasmus

       P. E. Müller

 

Lægen og professoren dr.med. J. D. Herholdt (1764-1836) boede her i årene 1831-1836.

Blot 19 år gammel tog han den lægevidenskabelige embedseksamen, hvorefter han fortsatte studierne ved Det Kirurgiske Akademi i Bredgade. Siden blev han ansat i søværnet, hvor han virkede under stillinger som overskibskirurg, reserve-kirurg, divisionskirurg og til sidst som stabsmedicus fra 1806. På en afhandling om fosterdød under fødslen, blev Herholdt dr.med. i 1802 og sideløbende med sit virke i søværnet, var han ekstraordinær professor på universitetet fra 1805.

I 1818 blev han ordinær professor, og virkede som overmedicus (overlæge) på Frederiks Hospital (Bredgade) i perioden 1819-1826. Privat drev Herholdt også en praksis med stor samvittighed og ligesom på hospitalet var denne præget af, at patienten var i centrum. Denne omsorg og samvittighed kostede ham dog jobbet på hospitalet, idet hospitalets ledelse mente at omkostningerne var blevet for store, men afskeden havde formentlig nok afsæt i en anden sag.

For trods sit flotte karriereforløb og en af sin tids fremmeste læger, er det Herholdts naive håndtering og behandling af Synålejomfruen, der har givet ham en tvivlsom berømmelse.

Rachel Hertz, der var en ung jødisk pige, blev i 1819 behandlet for nogle knuder af Herholdt, som viste sig at indeholde synåle. Hun forklarede dette med, at hun havde slugt flere breve synåle og at disse banede sig vejen fra indvoldene til huden. Den erfarne Herholdt troede forunderligt nok på hendes forklaring og skrev en latinsk afhandling derom, som dog fik andre læger til at så tvivl om Rachel Hertz´ forklaring.

Først i 1825 blev hun afsløret da hun af familien hun var anbragt hos, konstant blev overvåget gennem et hul i døren. Snart kunne de konstatere at pigen selv stak nålene ind gennem huden!  Året efter oversatte Herholdt sin afhandling til dansk og fortsatte sin beretning om Synålejomfruen, der selv stak mindst 400 nåle gennem sin hud.

Herholdt, Johan Daniel

     J. D. Herholdt

 

Videnskabsmanden Georg Forchhammer (1794-1865) var ifølge vejviserne Professor i Chemien og Mineralogien og boede her i den lange periode fra 1833 til sin død i 1865.

Efter studier i fysik, kemi og farmaci ved universitetet i Kiel 1815-1818 tog han til København, hvor han som assistent for H. C. Ørsted (1777-1851) blev det ene medlem af en tre mand stor kommission, der skulle undersøge mineralforekomster på Bornholm.

En latinsk afhandling om mangansyrer førte i 1820 til en doktorgrad og for at studere geologi drog Forchhammer samme år på et to år langt  til England, Skotland og Færøerne, der var finansieret via et rejsestipendium. Via stillinger som først docent i geologi ved universitetet og siden farvelaborant på Den Kongelige Porcelænsfabrik*, tiltrådte han i 1823 et lektorat i kemi og mineralogi ved universitetet, der i samme fag førte ham til et professorat i samme fag.

Fra åbningen af Polyteknisk Læreanstalt i 1829 ansattes Forchhammer som lærer og efter H. C. Ørsteds død blev han dets direktør i 1851. Med en karriere præget af afhandlinger om Danmarks geografiske forhold, kalk, kridt, ler samt flere kemiske lærebøger fremstår Georg Forchhammer, som grundlæggeren af dansk geologi. 

* Den Kongelige Porcelænsfabrik har i dag navn af Royal Copenhagen.

Forchhammer, Johan George

J. G. Forchhammer

 

Juristen F. C. Bornemann (1810-1861) havde adresse her 1837-1838 efter sin studierejse til Tyskland og Frankrig.

Han var cand.jur. fra 1833 og blev ansat som volontør i kancelliet (centraladministrationen), hvorefter han med den senere biskop Hans Martensen (1808-1884) drog ud på en længere studierejse.

I 1839 blev Bornemann lektor ved det juridiske fakultet, hvor han påbegyndte sine filosofiske behandlinger af retsvidenskaben, der først og fremmest omhandlede strafferetten og arveretten, hvoraf størstedelen først blev udgivet efter hans død.

Fra 1840 var han ekstraordinær professor, fra 1844 ordinær professor og ad flere omgange universitetets rektor. F. C. Bornemann var søn af den ligeledes retslærde M. H. Bornemann (1776-1840) og dermed bror til teologiprofessoren J. A. Bornemann (1813-1890).

Bornemann, F.C.

  F. C. Bornemann

 

Filosofiprofessoren F. C. Sibbern (1785-1872) var her boende i 1837 samt i årene 1839-1847.

Han blev i 1813 udnævnt til professor og virkede som sådan helt frem til 1870, og som filosof lagde Sibbern i sit lange liv vægten på erfaringen – især den personlige livserfaring. Sit vedholdende arbejde for at udforme en filosofisk anskuelse for livets og tankens berettigelse slap han aldrig.

Hans filosofiske hovedværk var Psykologisk Patologi (1828), men hans navn hæftes dog overvejende ved brevromanen Gabrielis Breve (1826), som han skrev på baggrund af sin ulykkelige kærlighed til Sophie Ørsted (1782-1818), der var gift med den fremtrædende jurist A. S. Ørsted (1778-1860).

Den vellidte Sibbern både inspirerede og påvirkede navne som eksempelvis Søren Kierkegaard (1813-1855) og Poul Martin Møller (1794-1838) og han dyrkede venskaber med blandt andre forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) og salmedigteren N. F. S. Grundtvig (1783-1872).

I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus omtaler Arthur Abrahams (1836-1905) flere af sin samtids kendte personer og nævner også Sibbern, som får følgende karakteristik:

Min Fader havde altid sat stor Pris paa Sibbern, baade paa Grund af hans interessante Samtale og paa Grund af hans elskelige og humane Personlighed, der jo havde faaet et saa smukt Udtryk i hans “Gabrielis Breve”. Men ved siden af Sibberns Elskværdighed, kan det jo ikke nægtes, at hans Person var meget aparte og tildels komisk. Han var høj og langbenet og havde dertil et Par Fødder af en aldeles umanerlig Størrelse; saa store, at min Fader en Gang i Hastværk, i Professorernes Aftrædelsesværelse paa Universitet, havde taget hans Galosker paa ovenpaa sine egne. Han havde smukke Øjne, men en klumpet næse og en Mund, der nærmest lignede en Revne eller en Sprække; dertil en stærk fremstaaende Hage. han bar en Paryk, som var meget slet gjort, og et Par Flipper af den Slags, som man kaldte “Vatermördere”, imellem hvilke Hovedet sank langt ned. Dels paa Grund af hans Ydre, dels paa Grund af hans aparte Væsen kom han naturligvis til at høre til de personer, om hvem man fortalte mange Anekdoter“.

Arthur Abrahams beretter endvidere flere anekdoter om Sibbern, hvoraf en af flere her gengives:

Sine Ordener havde han liggende løse i Baglommen paa sin Kjole. Naar han saa kom i Selskab, mente han, kunde han i Entréen undersøge, om Selskabet var saa stort og fornemt nok til, at han skulde tage dem paa”.

Sibbern, Frederik

      F. C. Sibbern

 

Politikeren og teologiprofessoren H. N. Clausen (1793-1877) havde sin bopæl i professorboligen fra 1841 og frem til sin død i 1877.

Både som studerende og teolog tog han studieophold i Berlin, Rom samt Paris og blev i 1822 professor i teologi. Hans første værk Katolicismen og protestantismen, kirkeforfatning, lære og ritus (1825) fremkaldte Grundtvigs Kirkens genmæle, som affødte en injuriesag med Clausen som vinder og hvor Grundtvig blev idømt en livsvarig censur, der dog blev ophævet i midten af 1830erne.

Som en konsekvens heraf udtrykte Clausen livet igennem en stærk mistillid til grundtvigianismen. Ikke mindst for sin teologiske skarpsindighed samt sin noble personlighed, blev han med tiden en betydningsfuld og populær person. Han havde i 1835 forfattet den protestadresse til Frederik VI (1768-1839), som blev besvaret med ordene Vi Aleene Vide.

Clausen blev tiltrukket af politik og fik sæde i Stænderforsamlingerne, siden i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, Folketinget, Landstinget samt som minister i Novemberministeriet, hvor han sad 1848-1851. Især for sin positive holdning til liberalismen og særligt i nationale spørgsmål, blev han gennem 1830erne og 1840erne regnet blandt dansk liberalismes ledende personligheder.

Clausen, H. N.

     H. N. Clausen

 

I 1835 påbegyndte thyboen Japetus Steenstrup (1813-1897) medicinstudiet på Københavns Universitet, men afbrød dette til fordel for studier i naturhistorie (herunder zoologi, botanik og geologi). Steenstrup har spillet en overordentlig stor rolle i dansk zoologi, dels som lektor ved Sorø Akademi og dels som professor (fra 1846) ved Københavns Universitet.

Han skrev en lang række zoologiske, arkæologiske og antropologiske afhandlinger, men huskes især for sin opdagelse af køkkenmøddingerne* sammen med J. J. A.Worsaae (1821-1885) og J. G. Forchammer (1794-1865). Sine undersøgelser af mosernes betydning for fortidens dyre- og planteliv huskes den temperamentsfulde Japetus Steenstrup også for.

Som den bærende kraft stod han i spidsen for oprettelsen af Zoologisk Museum, som dengang havde til huse i Krystalgade 25-27. Han boede her fra 1848 og frem til 1886, hvor han flyttede til et nu nedrevet hus på adressen Frederiksberggade 18.

*Fundet af skaldynger fra bl.a. østers, muslinger og snegle ved Meilgård på Djursland i 1850 konkluderede, at der havde  været beboelse en tid forud for de store stengrave. Fundet af skaldyngerne blev af Japetus Steenstrup kaldet “køkkenmøddinger” og dette ord indgår nu i det arkæologiske sprog verden over.

Japetus Steenstrup

 

August Jerndorff (1846-1906)

Japetus Steenstrup

1885 – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot – public domain

 

 P. S. Krøyer (1851-1909)

Professor i zoologi, Japetus Steenstrup holder foredrag

1895 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain

 

En af eftertiden glemt person fra den videnskabelige verden er geologen J. F. Johnstrup (1818-1894), der her flyttede ind i 1867 og boede her til 1890/1891.

Johnstrup, Johannes Frederik

    J. F. Johnstrup

 

Teologen og filosoffen Rasmus Nielsen (1809-1884) havde her sin professorbolig fra 1878 og frem til sin død.

Nielsen, Rasmus

  Rasmus Nielsen

 

Matematikprofessoren Adolph Steen (1816-1886) boede her de sidste år af sit liv. 

      Adolph Steen

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.167).

Kortbog 1:4000 – København-Frederiksberg. Københavns Kommune, Teknik- og miljøforvaltningen, 4.udgave. 2006.

København før og nu – og aldrig. Red. Bo Bramsen. Forlaget Palle Fogtdal A/S. 1996-1999.

Latinerkvarteret. Peter Linde. Erik Myrdahls Bogtrykkeri. 1949 (s. 16).

Mellem Vor Frue og Sankt Peder. Peter Linde. Nørbys Bogtrykkeri. 1956 (s.41-44).

Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894 (om Sibbern, s. 76-78) 

Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk