Krystalgade 12-12a

Synagogen

 

Krystalgade 12-12a - lille - tv                    Krystalgade 12-12a - lille - th


Opført: 1831-1835 / 1885 / 1956-1970 / 2010-2011

Matrikelnummer: 71, Klædebo Kvarter

Fredet: 1939

Arkitekt: G. F. Hetsch / Frederik Levy / Ove Petersen / Henning Meyer / Boldsen & Holm


Beskrivelse

Matriklen består af to bygninger der begge er beskrevet nedenfor:

 

 

Synagogen blev i årene 1831-1835 opført efter tegninger af G. F. Hetsch (1788-1864) og står noget tilbagetrukket på grunden; efter sigende et myndighedskrav da bygningen ikke skulle vække opsigt. Stilen er klassicistisk, men en pudsighed er at vinduerne er smallere foroven end forneden. I 1885 blev bygningen tilbygget med et port- og trappehus og arkitekterne var da Frederik Levy (1851-1924) og Ove Petersen (1830-1892).

Bygningen samt gitteret til Krystalgade blev fredet i 1939. Ad flere gange er synagogen restaureret i perioden 1956-1970 under ledelse af arkitekten Henning Meyer (f.1915).

 

Krystalgade 12-12a - 1

På stenpiller står jerngitteret der blev fredet i 1939.

Foto fra juli 2007

 

Krystalgade 12-12a - 2

De i alt 12 søjler mod Krystalgade symboliserer Israels 12 stammer, der alle nedstamme fra Jacob

Foto fra juni 2006

 

Krystalgade 12-12a - 3

Med hebraisk indskrift står der oversat til dansk:

“Velsignet være den, som kommer i Guds navn”

Foto fra juli 2005

 

 

Bag synagogen ligger det jødiske kultur- og menighedscenter som blev opført 2010-2011. Arkitektfirmaet bag var Boldsen & Holm, der i 2009 var blandt deltagerne i en indbudt konkurrence om her, at tegne en ny bygning for Det Jødiske Samfund. bygningen består af tre af hinanden forskudte etplansbygninger samt en bagved liggende bygning i tre etager.

For at rejse dette center måtte man nedrive bygningen fra 1924, som var tegnet af arkitekten Albert Oppenheim (1879-1956) og som indtil 2008 rummede plejehjemmet Meyers Minde for personer af jødisk afstamning. Dette plejehjem rykkede da til en nybygget ejendom på Østerbro.

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Arkitektur DK 4-2011. 55.årgang. Arkitektens Forlag. 2011 (s.18-23 og 26-28).

Danmarks Bygningskultur. Harald Langberg. Fonden til udgivelse af arkitekturværker. 1978 (bind 2).

Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag, 2.udgave. 1968 (bind 1, s. 173-174).

Indenfor murene – jødisk liv i Danmark 1684-1984. Udg. af Selskabet for dansk jødisk historie. C. A. Reitzels Forlag. 1984.

Københavns farver. Bente Lange. Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 2.udgave. 2004.

Latinerkvarteret. Peter Linde. Erik Myrdahls Bogtrykkeri. 1949 (s.87-88).

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Links

Boldsen & Holm (arkitektfirma)

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk