Københavnske originaler

Børnelærdommen har lært de fleste af os ikke at pege fingre af de personer, der viser normafvigende adfærd. Her tænkes naturligvis på de mennesker, som naturen eller skæbnen har kastet sin lune på; disse mennesker har ofte gennem tiden været genstand for latterliggørelse, hån og andre nedladende oplevelser. 

De tiltrækker sig oftest ufrivilligt en bevågenhed, hvormed omgivelserne af og til mener, at der er carte blanche til enten, at stive sig af i forhold til disse særlinge eller blot trække det skæve smil i anerkendelsen af, at “vi ikke alle er ens”!

Nedenfor fremstilles eksempler på, hvordan nedennævnte personer blev opfattet af sin tid samt hvad det var, der gjorde dem til originaler eller i bedste fald blot særprægede.

 

Alexander den Store

Professor i hundrede Sprog” Alexander Wiehe der også gik under navnet Alexander den Store, var trods en god skolegang og evner alligevel ikke i stand til, at nå sine mål. Han lod sin videbegærlighed gå så langt, at forstanden ikke længere var intakt og som det blev sagt “den revnede ligesom Granbergs Ballon“. Victor Granberg havde den 26.juli 1857 forsøgt, at stige til vejrs med en luftballon fra Christiansborg Ridebane, men ballonen revnede og han måtte lande på taget af Hofteatret sammensteds. Wiehe fik udgivet en latinsk ordbog og udgav en overgang et ugeblad ved navn Rivejernet, men begge dele med manglende succes, hvorpå resten af hans tilværelse var præget af mistrivsel og en stigende hang til alkohol.

 

Candidat Tønder

Candidat Tønder eller Jens Peter Tønder (1773-1836) som han var døbt, var uddannet teolog og ernærede sig som lærer i latin og fransk. Et “underligt væsen” stillede sig imidlertid i vejen for en karriere samtidig med, at familien ikke ville vides af ham. Han blev derefter matros og var både i Nordamerika og Kina.

Efter hjemkomsten blev Tønder ansat ved den optiske telegraf (?), men blev afskediget og han forsøgte sig derefter igen som lærer. Til tider prædikede han tillige i forskellige kirker, dog uden den store succes og desuden nægtede hans forældre, at give samtykke til et giftermål med en tjenestepige. Tønders efterfølgende ansættelse som reservevægter betød, at han i forældrenes gade kunne tage hævn og begyndte at råbe op mod dem. Her var vejen tilsyneladende banet til livet som særling og Tønders bolig blev et tagkammer i det betændte Brøndstræde-kvarter (omkring Landemærket og Vognmagergade). Imidlertid havde han arvet en del penge og bl.a. investeret dem i et blad han kaldte “Gammelt og Nyt“, som han selv solgte på gaden. 

På det tidspunkt var han flyttet til Nyhavn 65 og var 63 år gammel. Der gik rygter om at han nu var en holden mand. Dette fristede åbenbart den 22-årige Petri Claudi Ferdinand Worm, der under påskud om franskundervisning hos Tønder, havde indyndet sig hos ham og flere gange havde forsøgt, at forgive sin underviser. Til sidst lykkedes det for Worm at tage sin sproglærer af dage, ved at strangulere ham med et stykke sejlgarn.

Den 31.juli 1836 opdagedes forbrydelsen ved, at stanken begyndte at trænge ud fra Tønders lejlighed på anden sal. Worm kom hurtigt i søgelyset og ved anholdelsen lå han inde med flere af Tønders obligationer. Højesteretsdommen faldt allerede den 8.september samme år og lød på halshugning, hvorefter hovedet skulle sættes på en stage. Den 22.november blev Worm så halshugget på Amager Fælled i overværelse af flere tusinde københavnere.

 

Excellensen

Omkring 1890 flyttede Hans Johnsen (død 1906) til København og blev her kendt som både Excellencen, Medaljemanden og Frederik VII´s søn. Sidstnævnte navn skyldtes hans urokkelige forestilling om, at han var søn af Frederik VII og grevinde Danner og hans store skæg skulle naturligvis understrege den kongelige herkomst.

Det har sikkert været et kosteligt syn, når han i sit storhedsvanvid på gaden kom gående med høj hat, rød stok, taske samt frakke, hvor han indenunder bar sin vest med medaljer, ordener og emblemer. Denne vest blev senere stjålet og Johnsen var naturligvis helt knust.

Om denne besynderlige mand vitterlig var skør eller blot snu blev aldrig fastslået, men faktum var i hvert tilfælde, at han gennem sit liv ikke havde “en Dags hæderligt Arbejde“. Hans indtægter bestod af tiggeri samt afkrævning af skat, som han mente tilkom ham som konge af Danmark!

 

Filosoffen fra Magstræde

Filosoffen fra Magstræde var almindeligt kendt i 1900-tallets begyndelse. I mange år levede han af blot at stå med hængende hoved og sine hænder foldet på maven, hvorpå folk stak ham penge. Dette var i og for sig ikke ulovligt og slet ikke ulovligt, idet han jo ikke tiggede. Men hans lapsede påklædning sammenholdt med fremtoningen har nok bidraget væsentligt til indkomsten.

Hans virkelige navn var Christian Christensen og kaldenavnet fik han, idet han både havde læst H. C. Ørsteds Aanden i Naturen og Kierkegaards Enten-Eller. Fra 1913 til sin død var han forhandler af Ekstra Bladet. Filosoffen fra Magstræde blev fundet hængt i sit værelse i Magstræde den 3.april 1918. I hans gemmer fandtes flere værdipapirer ligesom flere banker kunne meddele, at han havde indtil flere bankkonti hos dem.

 

Fløjte-Karl

Den krumryggede gårdmusikant Fløjte-Karl (1796-1887) gik rundt i Københavns gårde og spillede på sin fløjte. Da han blev gammel og ikke længere kunne spille, lod han sin fløjte udgøre det sidste stykke af hans ene stok. Hans egentlige navn var Karl Kattentid, men altså under navnet Fløjte-Karl blev han en kendt skikkelse.

 

         

                                             Fløjte-Karl                                                                                                Fløjte-Karl som olding      

                                       Foto fra Før og Nu 1915                                                             Foto fra Før og Nu 1915        

 

       

Frøken Jeanette

Frøken Jeanette (dåbsnavn kendes ikke) var franskfødt og var efter sigende blevet skør, fordi hun i sine unge dage havde oplevet både sin mor og far, som ofre for guillotinen. Endvidere berettedes det at hun ofte tilbragte tid i Kongens Have, hvor hun sad alene og gestikulerede og til tider slog en umotiveret høj latter op.

 

Jomfru Tidsfordriv

Juliane Hansen (1862-1907) havde øgenavnet Jomfru Tidsfordriv og hørte i sin tid til blandt de mest kendte af byens originaler. Hun kendtes på sin hat, et tjavset hår og en gammel frakke og med sit altid givne svar på spørgsmål: “For Tidsfordriv” der straks med klynkende stemme efterfulgtes af: “Min Mor er død“.

Hendes vrangforestilling om at være lærerinde afspejlede sig om sommeren i Kongens Have, hvor hun moraliserede fremhævede dyd overfor børnene, samtidig med hun tilbød sine beskidte bolsjer og skældte dem ud! Når normer følges har mange desværre den opfattelse, at man så er normal, om end en mangel på respekt for skæbner som Jomfru Tidsfordriv åbenbart var i orden. For mange mennesker var det tilsyneladende i orden, at drille og genere Jomfru Tidsfordriv, så hun af og til både kunne ses og høres grædende rundt omkring i byen.

Omkring 1910 nedrev man det berygtede og saneringsmodne Brøndstrædekvarter mellem Landemærket og Møntergade. I Lille Brøndstræde 13 boede Jomfru Tidsfordriv i kælderen, hvor hun blev fundet syg på en madras med en sæk som dyne. Hun blev omgående indlagt på et hospital, hvor hun døde i januar 1907.

Til begravelsen var kisten dækket af en masse kranse og en af disse med rødt og hvidt bånd blev særligt bemærket, idet den var underskrevet: “Fra Prinsesse Marie og børn“. Prinsesse Marie havde flere juleaftener sendt hende en kurv med tøj og madvarer.

 

Jomfru Tidsfordriv på Kultorvet

Foto fra Før og Nu 1915

 

Johan Jørgensen-Jomtou

Johan Jørgensen-Jomtou (1791-1866) var en både begavet og indsigtsfuld mand, der i 1835 opnåede positiv bevågenhed af kronprins Christian Frederik (VIII). Han blev på kronprinsens opfordring sendt rundt i landet for at gøre forskellige iagttagelser og blev desuden støttet i flere studierejser, der bl.a. gik til Wien og Prag.

Kongens rådgivere var skeptiske overfor denne noget anløbne men indflydelsesrige mand og med disses modarbejdelse, måtte Jørgensen-Jomtou til sidst trække sig. I halen på dette fulgte dog en årlig understøttelse på 600 rigsdaler, så han kunne hellige sig sin litterære virksomhed. Alt brast dog for ham, da kongen døde og sønnen Frederik VII ikke havde samme opfattelse af hans betydning. Det dengang magtfulde blad “Corsaren” havde en tid været efter Jørgensen-Jomtou og folk på gaden begyndte nu også, at gøre nar ad ham.

En kort tid vendte han hjem til sin fødeby Maribo, men returnerede til hovedstaden for, at skrive en biografi om Christian VIII; han blev dog nægtet udlevering af de korrespondancer, der var mellem ham og den afdøde konge. I en tid derefter arbejdede han på en bogudgivelse, der skulle give oprejsning til både Struensee og Caroline Mathilde!

At vanviddet nu var på vej vidner hans blad Diorama meget om, idet han i det første nummer havde portrætteret tre af verdenshistoriens største mænd: Kristus, Rousseau og sig selv! Da han efterhånden følte han var lige vel forfulgt rettede han nu sin vrede mod Frederik VII i en artikel, der gav Jørgensen-Jomtou tre måneders fængsel for majestætsfornærmelse.

Fængselsopholdet svækkede ham både fysisk og psykisk og han var nu på gaden kendt som en af Københavns originaler. Han kunne dog stadig skrive og anmodede blandt andet Rigsdagen (d.v.s. Folketinget og Landstinget) om, at nedlægge jernbanerne da de var til skade for erhvervslivet. Denne påstand bundede i at Jørgensen-Jomtou citerede Kiels borgmester for at have sagt, at før jernbanernes oprettelse havde Kiel haft 12 hattemagere mod nu kun to, fordi kunderne tog til Hamborg for at købe hatte! Johan Jørgensen-Jomtou afgik ved døden den 31.december 1866 som en forarmet og bitter mand.

 

Johan Jørgensen-Jomtou

Tegning fra Dansk Biografisk Haandleksikon, bind II

 

 

Peter Rundetårn

Den godmodige omvandrende handlende Peter Rundetårn falbød diverse skrifter fra en kasse, som han via en rem bar over skulderen. Hans tilnavn skyldtes de almanakker han solgte, hvorpå forsiden prydedes af Rundetårn. Han sagdes dog at være en udmærket handelsmand om end hans søster skulle have udtalt, at han ikke havde “den rigtige fornuft på forstanden“.

 

Professor

Af 1800-tallets store originaler må Hans Andersen Bang (ca.1842 – 1914) så absolut være i Top 5. Han blev både kaldt Professor og Skrutten og i 1880erne stod han i københavnernes bevidsthed som en original. Professortitlen var selvvalgt og med sin kraftigt overvurderede evner, indbød han undertiden folk til møder på Nørre Fælled eller i Tivolis Arenateater for, at berette om sit syn på såvel indenrigs- som udenrigsnyheder.

Det har selvsagt været muntert og da han omkring 1890 i et cirkus skulle optræde – som den franske general Boulanger – manifesterede han sig som en af byens bedst kendte originaler. Andersen Bang boede de sidste syv år af sit liv på Hotel Bellevue i Studiestræde 18.

 

Hans Andersen Bang kaldtes både Professor og Skrutten

Foto fra Før og Nu 1915, hæfte nr.4

 

Hans Andersen Bang som general Boulanger

Foto fra Før og Nu 1915, hæfte nr.4

 

 

Pudse-Peter

Hans borgerlige navn var Niels Peter Nielsen (født ca.1845 i Tjæreby) kendtes i København under navnet Pudse-Peter. Dette øgenavn havde han efter sigende fået af soldaterne i Kastellet. En ulykkelig kærlighed skulle have banet hans vej som original, men han blev dog senere gift og fik fire børn, som han ganske vist påstod var skomagerens!

Pudse-Peter kendtes på sin dansende gang med en kurv, hvor varelageret bestod af voks, sværte, sæbe, brevpapir m.v. og han var iført slidt, sort tøj, en rundpuldet hat samt en kridtpibe i munden. Han tiltrak sig derfor opmærksomhed fra gadens børn, men han kunne også selv ved at synge “Blankesværte, Blankesværte! Åh! Åh! Åh!”. Hvis salget gik langsomt kunne han sige: “Jeg synes, det varer så længe, inden de Fruer får penge“. 

Pudse-Peter var fra naturens hånd udstyret med et forretningstalent og kunne bl.a. stikke ild til sin frakkelomme, hvis salget gik lidt trægt. Han havde fået tilladelse til, at besøge soldaterne på de københavnske kaserner og de var blandt hans bedste kunder, selv om han vækkede dem tidligt om morgenen for, at sælge sine varer. I 1880erne fik han midlertidigt fast arbejde som opvarter i værtshuset Kridtpiben, hvor han med sit “gode humør og elskværdige optræden” tiltrak mange gæster.

Han vendte dog tilbage til sit gadesalg, men i en brandert omkring 1890 faldt han i Nyhavn, hvor den efterfølgende forkølelse udviklede sig til lungebetændelse, som kort efter blev hans død.

 

Pudse-Peter

Foto fra Før og Nu 1915, hæfte nr.4

 

 

Puste-Møller

Med kendetegn som “glasagtige, blå øjne i et rundt, fedtglinsende ansigt” blev Puste-Møller husket som en ubekymret eksistens. Han var født som Poul William Møller (1834-????), men havde fået sit øgenavn, fordi han altid pustede af varme når han blev fuld samtidig med, at de umiskendelige øjne kneb sammen.

Han var uddannet i en kolonialhandel, men fik på forlystelsesstedet Alhambra ansættelse som kontrollør og opvarter; siden fik han jobs som pakhusforvalter og igen som opvarter. Puste-Møller nedsatte sig derpå som lingerihandler, men hans sans for forretning var ikke stor og han krakkede efter kort tid. Herefter blev han gøgler og siden skuespiller og optrådte både i Danmark og Sverige.

I en periode fik han arbejde i en købmandshandel i Kerteminde og derefter ansættelse i en københavnsk vinhandel. Men det var med arbejdet som kolportør, at Puste-Møller holdt ved og hans beskedne fordringer til livet gjorde, at han trods sin ringe løn trods alt havde til dagen og vejen.

At være en original betyder jo ikke nødvendigvis man er tabt bag en vogn, hvad en episode i en gæstgivergård ved Nørrevold mellem ham og nogle karle vidner om. Han ville sælge dem nogle blade, men blev genstand for deres vittigheder, hvorefter han til sidst smækkede sine mappe sammen og forlod dem med ordene: “Det kan ikke nytte noget her! Ja, mine Herrer, De har ganske vist den fysiske kraft, men De mangler den aandelige Overlegenhed“.

Puste-Møller ville ikke ligge under for, at være betragtet som uvidende og hans påstande om, at han alene ved at kigge på folks ansigter kunne konstatere deres dannelse eller mangel på samme!

 

Tegning med Puste-Møller fra hæftet

2den samling af Københavnske Originaler (ca.1877)

 

 

C.F. Reiser

C. F. Reiser udgav i 1784 den ufrivvilligt sjove bog “Historiske-beskrivelse over den Mærkværdige og meget fyrgtelige store Ildebrand 1728“. Hvorvidt hans pyrofobi skyldes omtalte bybrand vides ikke, men når gadedrenge fulgte efter ham og strøg tændstikker i hans nærvær, stak han i et hyl og fór væk. Det ses bl.a. af hans erindringsbog “Liv, Levnets og Forfølgelses-Historie“.

 

Scheibelein

Blandt 1890ernes mest omtalte originaler var Wilhelm Anton Scheibelein (1839-1911). Han var murersøn og gik i Sølvgades Skole og efter sin konfirmation gik han i murerlære. I sin tid i hæren var han med i krigen 1864, men blev såret og taget til fange af tyskerne. Da han vendte tilbage til København havde hans forlovede i mellemtiden giftet sig med en anden.

I sin sorg meldte han sig som soldat i Dansk Vestindien og den efter sigende høje, flotte mand skulle have tække hos både sorte og hvide kvinder, så der på både St. Thomas og St. Croix skulle være ikke så få med “umiskendelig lighed“. Efter fem år i Vestindien vendte Scheibelein tilbage til København, men på grund af et voldsomt alkoholproblem kunne han ikke passe sit arbejde og måtte om vinteren bo på Ladegården.

Han var nu gået i hundene, men hans hang til det militære betød, at han gik i uniformsfrakke, hvorpå forskellige falske ordener og medaljer var påsat. I den mundering blev Scheibelein en kendt skikkelse i København og han hilste altid med honnør. Alkoholen ramte ham omsider både fysisk og mentalt og da deliriumanfaldene blev hyppigere, måtte han indlægges og som uhelbredelig sindssyg døde han på Sankt Hans ved Roskilde i 1911.

 

Scheibelein

Foto fra Før og Nu 1915, hæfte nr.4

 

Scheibelein

Karrikaturtegning af Christian Deichmann

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

2den Samling af kjøbenhavnske Originaler. Udgivet og trykt hos E. D. Jordan, Gammel Mønt 13 (ca.1877)

Dansk Biografisk Haandleksikon I-III. Red. Svend Dahl og P. Engelstoft. Gyldendalske Boghandel. 1920-1926.

Før og Nu. 1915, Hæfte nr.4. Udgivet og redigeret af F. Zachariae. E. Jespersens Forlag.

Godtfolk, gavtyve og gadeliv. Einer Mellerup. Forlaget Fremad. 1961.

I byens skammekrog. Steffen Linvald. C. A. Reitzels Forlag. 1962.

 

Links

2.samling af Kjøbenhavnske Originaler. Udgivet af og trykt hos E. D. Jordannetudgave på eremit.dk

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk