Billeder følger senest i september 2025
Opført: formentlig mellem 1622 og 1635 / 1775 / 1844 / begyndelsen af 1970erne
Matrikelnummer: 213, Christianshavns Kvarter
Fredet: 1964
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Dronningensgade 13 er formentlig opført mellem 1622 og 1635 og blev omkring 1775 forhøjet til to etager, hvor det tillige blev grundmuret samt fik en mansardetage. Huset fik sin tredjesal i 1844, hvorover en ny mansardetage blev etableret. Som flere af gadens øvrige huse blev også nr.13 moderniseret og istandsat i 1970erne, hvor det mest indgribende var sløjfningen af kældernedgangen, som lå ved siden af indgangsdøren til stueetagen.
Billedtekst: Tavlen der ses indmuret over førstesalens midterste fag.
Ejere
P. M. Spendrup
Destillatøren (d.v.s. brændevinsbrænder) Peter Mathias Spendrup (1747-1828) ejede i ejendommen fra 1821 og frem til sin død. Han var en god ven af digteren Johannes Ewald (1743-1781), men huskes også som opfinderen af et alkoholmeter i 1809, der kunne måle det procentuelle indhold af alkohol – et instrument som det daværende toldvæsen benyttede frem til 1844. Måleenheden blev kaldt Spendrup-grader inden man senere gik over til den nuværende angivelse af procenter.
I det København der ligger inden for voldene var der i 1804 anslået mellem 2.000 og 3.000 udskænkningssteder til, at betjene en befolkning på omtrent 90.000 indbyggere. Det var måske også noget i overkanten, hvad et uddrag fra en artikel i bladet Politivennen (Hæfte nr.26, nr.336, 29.september 1804, 5346-5353) også mener:
“Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen – så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.”
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Povl Engelstoft & Svend Dahl, 2.udgave. 1933-1944 – Se webudgaven her
Historiske huse på Christianshavn. Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring. 1993 (s.101-102).
Links
Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk