Bredgade 36-36a-e

 

Bredgade 36 - lille - tv                    Bredgade 36 - lille - th


Opført: 1753-1754

Matrikelnummer: 174b, Sankt Annæ Øster Kvarter

Fredet: baghuset har været bevaringsværdigt siden 2005

Arkitekt: tilskrives Nicolai Eigtved


Beskrivelse

Sammen med nr.34 blev denne ejendom i 1753-1754 bygget for Den Kongelige Silkemanufaktur. Ejendommen består af forhus og baghus (manufakturfløjen) og arkitekten bag disse fornemme huse tilskrives at være Nicolai Eigtved (1701-1754):

 

Oprindeligt var forhuset opført i to etager for Den Kongelige Silkemanufaktur. Ejendommen står i dag med fire etager efter en etageforhøjelse i 1832, hvorved nr.34 og 36 blev adskilt. Huset har ligesom nr.34 en fremhævet trefags midtrisalit i de i alt syv fag.

 

Bredgade 36 - 1

Foto fra august 2007

 

Bredgade 36 - 2

Oven over den tre fag brede midtrisalit ses balustraden

Foto fra august 2007

 

Bredgade 36 - 3

Foto fra august 2007

 

Bredgade 36 - 4

Portgennemgangen

Foto fra august 2007

 

Bredgade 36 - 5

Foto fra august 2007

 

Bredgade 36 - 6

Foto fra august 2007

 

 

Med sine store vinduer i gården ligger stadig det gamle baghus (manufakturfløjen) i bindingsværk. Den er bygget i tre etager samt en mansardetage og strækker sig over otte fag. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om baghuset (pr. 26.oktober 2020).

 

 

Beboere

Professor N. C. L. Abrahams (1798-1870) boede her senest fra 1836 og frem til efteråret 1849.

Han var en på mange måder samlende person, som livet igennem skabte mange venskaber og bekendtskaber. Blandt de kendteste var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) som Abrahams kendte fra sit etårige ophold i Rom, der efter sin tilbagevenden til Danmark, jævnligt var en gæst i hjemmet.

 N. C. L. Abrahams

 

C. A. Jensen (1792-1870)

N. C. L. Abrahams

1835 – Thorvaldsens Museum – public domain

 

Forfatteren og sproglæreren Arthur Abrahams (1836-1905) boede her som barn fra efteråret 1836 til efteråret 1849.

I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus opremser han en masse af tidens kendte navne, som havde deres gang i hans barndomshjem. Blandt disse kan nævnes billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844), der kom som gæst hos hans far (ovennævnte professor N. C. L. Abrahams). Arthur Abrahams beretter om berømtheden, at “Ethvert Barn kjendte den ærværdige Skikkelse med det store hvidlokkede hoved og den romerske Slængkappe“.

H. C. Andersen (1805-1875) var også en jævnlig gæst i hjemmet, hvor han aldrig kaldtes andet end “den lange Andersen“. Abrahams beretter i sine erindringer:

Det hændte hyppigt, at Døren gik op og Andersen traadte ind med de ord: “Maa jeg læse Noget for Dem?” og saa læste han da et af sine Eventyr paa den ganske ejendommelige Maade, som kun han kunde gjøre det. Det var ligesom han stemte sit Organ ien særegen Tone, men godt læste han det, og det var altid en stor Glæde for os Børn at høre til. Særlig havde han en mærkværdig Evne til at eftergjøre de i hans Eventyr saa hyppigt forekommende Naturlyde. Naar han saaledes f. Ex. læste >>Uhu, fare hen, sagde Vinden<<, saa var der en Illusion deri, som nødvendigvis maate gjøre et mægtigt Indtryk, især paa et Barn. Det er min fulde Overbevisning, at Ingen kan nyde et Andersensk Eventyr saa fuldt ud, som den, der som Barn selv har hørt ham læse det. Naar jeg i en langt senere Periode hørte Andersen læse i en større Forsamling, f. Ex. i Studenterforeningen, saa betoges Indtrykket for en Del af det hele ydre, tildels theatralske Apparat, og det gjorde aldrig paa mig det Indtryk, som det havde gjort i mine Forældres Dagligstue. Da Andersen derimod en Gang faldt paa tre eller fire eftermiddage i Træk at læse hele sin Roman: >> At være eller ikke at være<<, da maa jeg oprigtig tilstaa, at jeg kjede mig forfærdeligt ved at høre derpaa.

At Andersen var i en ganske ualmindelig Grad ængstelig for sin Person, havde jeg en Gang et morsomt Exempel paa. Da han en Eftermiddag kom op til os for at læse Noget op, stødte han Hovedet imod Lysekronen – der var nemlig meget lavt til Loftet – og skjøndt det Hele dog vistnok kun var en Bagatel, tog han saaledes paa Veje, at min Moder, der troede, at han var nærved at besvime, sagde til ham: >>De skulde tage et par Hoffmannsdraaber<<, og derpaa, henvendt til mig: >>Gaa ind med Andersen i Sovekamret, der staard Hoffmannsdraaber paa min Servante!<< Da vi kom ind i Sovekamret, og Andersen fik fat paa Draaberne, sagde han til mig: >>Er du vis paa, det ikke er Gift?<<  jeg svarede >>Ja!<< , men derpaa sagde Andersen: >>Jeg ta´er dem ikke, før du først har taget af dem.<< Saa maate jeg først tage nogle Draaber for a berolige ham. Mange Aar senere oplevede jeg et Exempel paa det Samme. Jeg kom ind til en Barber som netop i det Øjeblik var ifærd med at barbere Andersen. Da denne var gaaet, fortalte Barberen, at inden han havde begyndt at rage ham, havde Andersen sagt: >>Husk endelig paa, hvem De har under Kniven!<< 

Ofte kom Andersen for hos min Fader at søge Hjælp, naar han skulde skrive Breve i fremmede Sprog, hvori han som bekjendt ikke var stærk. Ofte kom han ogsaa for hos min Moder at søge Trøst, naar Kritikken, som jo tidt var Tilfældet, havde været slem imod ham; han kunde da være grædefærdig, fortvivlet som et Barn.

Han satte stor Pris paa min Moder, og ved hendes Død, som han tog sig meget nær, sendte han min Fader det smukke, stemningsfulde Eventyr: >>Den sidste Perle<<, som senere er trykt, men som jeg endnu er i Besiddelse af, skrevet med Andersens egen Haand!.  

  Arthur Abrahams

 

Skuespilleren Peter Schram (1819-1895) havde sin bopæl her omkring 1846.

Peter Schramm kunne spille fire instrumenter før sin konfirmation og 1831 begyndte han som elev af syngemesteren Giuseppe Siboni (1780-1839) på dennes musikkonservatorium. Foruden Siboni undervistes han bl.a. af kompetente personer som skuespilleren Carl Winsløw (1796-1834), komponisten J. P. E. Hartmann (1805-1900) og komponisten, sangpædagogen og dirigenten Henrik Rung (1807-1871). 

Fra 1832 og frem til sin død var Schramm knyttet til Det Kongelige Teater, hvor han 1834 fik sin scenedebut i en elvopvisning. Hans egentlige debut kom i 1841, som Bertram i stykket Robert af Normandiet (af Giacomo Meyerbeer). Peter Schramm udnævntes til kongelig skuespiller i 1845, der 1866 blev fulgt op med udnævnelsen til kongelig kammersanger.

Af operaer som han medvirkede i kan nævnes de klassiske Don Juan og Figaros Bryllup (begge af Mozart). Barberen i Sevilla (af Rossini), Faust (af Gounod efter Goethes skuespil) samt den danske Elverhøj (af Johan Ludvig Heiberg og Friedrich Kuhlau).

Af skuespil kan her nævnes Holberg-stykkerne Barselsstuen, Maskerade, Jacob von Thyboe, Sparekassen (af Henrik Hertz), Genboerne (af J. C. Hostrup) og Gulddaasen (af Christian Olufsen), der blev hans sidste optræden den 2.april 1895.

Med sin 63 år lange karriere var Peter Schramm verdensberømt i København og dette understøttedes også af hans ranglede og magre skikkelse. De mange anekdoter og frasagn om hans person kaldtes Schramiader og selv kaldte han sig for Danmarks Riges Skrålhals!

     Peter Schramm

 

 

Virksomheder                    

I både for- og baghuset lå her i 1700- og 1800-tallet både kontorer, spinderi og fabrik til silke- og klædeproduktion. Virksomheden blev drevet af Den Kongelige Silkemanufaktur, som her havde godt 100 ansatte ved lukningen omkring 1800.

 

Fra 1825 til 1831 havde I. C. Modeweg (1782-1849) her sin klædefabrikation med både garnmagasin, spinderi, karteri, væveri m.v. På sit højeste var hans virksomhed her beskæftiget med over 200 ansatte. Produktionen flyttede derefter til Brede i 1831.

 

I sin erindringsbog Minder fra mine forældres hus beretter ovenfor nævnte Arthur Abrahams om skomager Alsløv, der havde værksted i stueetagen:

Saae man fra Gaden ond ad Skomager Alsløvs Vindue, saae man Mester selv med sit grønne Forklæde med Lædersmækken sidde indenfor og arbejde. Paa Næsen havde han et Par store Hornbriller, og paa hans Knæ var den Sko, han syede paa, spændt fast med Spandremmen; med sin Hammer pløkede han, og med sin Naal syede han, idet han med raske Tag slog Hænderne samtidig ud til begge Sider. Paa Vinduesposten hang en rund Glaskugle, fyldt med Vand, som brugtes til om Aftenen at forstærke det sparsomme Lys fra en Tællepraas. I Vindueskarmen laa Værktøjet og de lange Strimler Papir, som brugtes til at tage Maal med“.

 

Oprindelig uddannet som billedhugger åbnede sølvsmeden Georg Jensen (1866-1935) i den gamle manufakturfløj sit første værksted i 1904 støttet af forretningsmanden, grosserer Ilshøj-Sørensen. Georg Jensen åbnede derefter i 1912 butik på adressen Bredgade 21.

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Frederiksstaden. Grundlæggelsen af en københavnsk bydel 1749-1760. John Erichsen. 1972.

Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s. 32).

Hvem byggede hvad. Red. Harald Langberg. Politikens Forlag. 2.udgave. 1968 (bind 1, s. 54).

Industriens huse. Tanja Christensen. Golden Days. 2007.

Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985.

Minder fra mine forældres hus. Arthur Abrahams. Det Schubotheske Forlag. 1894.

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

Ny-København – byvandringer. Anker. Nyboder Boghandel. 1984. 

 

Links

Jeudan

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk