Elefanten 2 / A. H. Vedels Plads 2-22 / Ved Sixtusbatteriet 1-4 / Spanteloftvej 1-20 / Ved Søminegraven 1 / Minørvej 1-6 / Henrik Gerners Plads 1-5 / Eskadrevej 1-7 / Bradbænken 1-5 / Takkeladsvej 1-11 / Henrik Spans Vej 1-5 / H. C. Sneedorffs Allé 1-3 / P. Løwenørns Vej 1-7

Nyholm

(del af Holmen)

Marinestation København

(Mastekranen, Hovedvagten, Planbygningen, Spanteloftsbygningen, Takkeladshusene m.fl.)

Billeder følger senest i september 2024


Opført: 1744-1745 / 1748-1751 / 1763-1764 / 1890-1891 / 1908 / 1908-1910 m.fl. (se nedenfor)

Matrikelnummer: 600, Christianshavns Kvarter

Fredet:

Arkitekt: Philip de Lange / C. T. Andersen / Valdemar Birkmand / Olaf Schmidth / Jens Klok m.fl. (se nedenfor)


Beskrivelse

Matriklens mange bygninger ses hver især beskrevet nedenfor:

 

A. H. Vedels Plads 2

Radiostationen er en træbygning der blev opført i 1908 på Frederiksholm efter tegninger af arkitekten Olaf Schmidth (1857-1927). Da den i 1999 var i fare for at blive nedrevet tog nogle entusiastiske radioamatører initiativ til at redde den og bygningen blev flyttet hertil i 2003 og genindviet samme års 22.oktober.

 

A. H. Vedels Plads 6

Arresten blev opført 1890-1891 efter tegninger af arkitekten C. T. Andersen (1835-1916), idet de hidtidige arrestforhold i Hovedvagten (A. H. Vedels Plads 18) efterhånden var blevet både for trange og utidssvarende. Denne gulmurede bygning står i to etager og bygget over syv fag. Over indgangspartiet med sandstensportalen ses Christian IX´s kronede monogram.

 

A. H. Vedels Plads 8-12

Kasernen blev i årene 1908-1910 opført efter tegninger af arkitekten og konstruktøren Valdemar Birkmand (1873-1930). Denne prægtige bygning er trefløjet og står opført med to etager samt en mansardetage.

Mellem bygningens tre fløje ses et monument over de faldne under Slaget på Reden i 1801. Det blev udført af arkitekten og formgiveren Thorvald Bindesbøll (1846-1908) og pælene symboliserer fastholdelsen mellem de udlagte blokskibe under slaget, hvor bl.a. søhelten Peter Willemoes (1783-1808) fik sin berømmelse. At københavnerviddet har døbt den Peberbøssen er på ingen måde uforståeligt!

 

A. H. Vedels Plads 14-16

Administrationsbygningen

 

A. H. Vedels Plads 18

Hovedvagten blev opført i 1744-1745 med Philip de Lange (efter 1700-1766) som arkitekt. Det var Holmens første grundmurede bygning og kendetegnes bl.a. ved de murede pilastre, det ottekantede, barokke kobberspir samt arkaden hvorover den halvrunde fronton ses med Christian VI´s monogram.

 

A. H. Vedels Plads 20

Fra 1763-1764 stammer den lave, gule Planbygningen der også kendes som Spantehuset, som blev opført af arkitekten og murermesteren Philip de Lange (efter 1700-1766). Tagkonstruktionen blev ændret i 1913-1914 til det nuværende.

 

 A. H. Vedels Plads 22

Mastekranen hører som Hovedvagten til blandt de kendte vartegn for Holmen. Den omtrent 36 meter høje mastekran blev opført efter tegninger af arkitekten Philip de Lange (efter 1700-1766) og efter påbegyndelsen i 1748 stod den færdig i 1751.

 

Spanteloftvej 12-20

Den ca.60 meter lange Spanteloftbygning blev opført i 1742-1743 og arkitekten Philip de Lange (efter 1700-1766) tilskrives som arkitekten bag. Entreprisen gik til tømrermester J. G. Kreysig (????) og murermester Søren Sørensen (før 1722-efter 1742). Bindingsværkets træ stammer fra det kongelige ridehus ved Københavns Slot (nedrevet 1731). Fra Refshalevej på den anden side af kanalen kan man bedst se de åbne porte, hvor flådens chalupper i gamle dage blev sat ind og hængt op i kroge på loftstømmeret.

 

H. C. Sneedorffs Allé 1-13

Søofficersskolen blev opført i 1938-1939 med Jens Klok (1889-1974) og Holger Verner Sørensen (1913-1981) som arkitekter. Den store gulstensbygning står i tre etager.

 

Spanteloftvej 4-10

Østre Takkeladshus er ca.130 meter langt og blev for de 80 meters vedkommende opført 1723 efter tegninger af Holmens chef Ole Judichær (1661-1729). De næste 60 meter mod syd blev tilbygget i perioden 1726-1729. I forbindelse med en ombygning forkortedes huset i 1801 med ca.12 meter. Oprindeligt var bygningen tiltænkt som et stort magasin for flådens skibsgods, men blev senere ruminddelt af praktiske grunde.

Tilbygningen i bygningens nordlige ende skyldes arkitekten Boye Magens (1748-1814) og blev opført 1801-1803.

 

Takkeladsvej 1-11

Vestre Takkeladshus er fra årene 1727-1729 der opførtes efter tegninger af Holmens chef Ole Judichær (1661-1729). Bygningen er nu tvedelt hvilket skyldes, at den oprindeligt var på hele 108 fag, men da Nyholms sydlige kaj lå netop her og trafikken til Frederiksholm var vanskeliggjort, lod man i 1858 fjerne de to midterste fag, hvorved et skinnespor skabtes helt op til Planbygningen. Oprindeligt var takkeladshuset tiltænkt som et stort magasin for flådens skibsgods, men blev senere ruminddelt af praktiske grunde.

 

Minørvej 1

Mindre bygning

 

Minørvej 2-6

Sømineværkstedet er fra 1878.

 

Værkstedsbygningen er fra 1958 og blev opført af ????

 

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Bygninger og anlæg i Københavns Havn. Miljøministeriet/Planstyrelsen. Registrant nr.2. 1988.

Holmen – fra flåde til folk. Frank Allan Rasmussen. Gyldendal. 2009.

Holmen – Orlogsværftet, Flådebasen, En ny bydel. Bernt Kure. Høst & Søn. 2005.

København før og nu – og aldrig (bind 13). Sven Thostrup. Red. Bo Bramsen. Forlaget Palle Fogtdal A/S. 1998.

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk