
Opført: omkring 1700 / 1778 / før 1780 / 1835-1836 / 1839-1840 / 1853-1854
Matrikelnummer: 82, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: 1932 (Nyhavn 11)
Arkitekt: ukendt / Knud Lund-Sørensen & Morten le Klint
Beskrivelse
Nyhavn 11 består af et forhus fra ca.1700 samt et trappehus fra 1875:
Forhuset er fra omkring 1700 og blev bygget i to etager over fem fag. I 1835-1836 tilføjedes to etager for urtekræmmer Harboe og faginddelingen ændredes fra seks til fem fag. Huset blev fredet i 1932.

Foto fra marts 2010

Foto fra marts 2010

Foto fra august 2006

Figuren over porten bærer på en sukkerform og sukkertop.
Den stammer fra tiden hvor Römers Sukkerraffinaderi her havde til huse
Foto fra marts 2010

Foto fra marts 2010
Trappehuset er fra 1875.
Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af dette (pr. 31.januar 2025).
Gårdrummet blev anlagt i 1963 af landskabsarkitekterne Knud Lund-Sørensen (1930-2019) og Morten Le Klint (1918-1978).
Store Strandstræde 8 – dette fem fag, brede hus – blev for skipperen Hans Møller Pedersen Broadt opført i 1778. Det stod dengang i tre etager, men i 1870 fik dette hus sin fjerde etage.

Foto fra februar 2008

Foto fra februar 2008

Foto fra februar 2008

Foto fra februar 2008

Foto fra februar 2008
Store Strandstræde 10-12 består af to forhuse:
Nr.10 blev opført før 1780 og står med kælder samt tre etager, der krones af en trefags gavlkvist. Huset er bygget over syv fag. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om Store Strandstræde 10 (pr.30.december 2025).
Det seks fag brede nr.12 bestod oprindelig af to huse, hvoraf den ældste del, d. v. s. de tre fag mod nr.14, formentlig er fra før 1746. De tre fag mod nr.10 stammer derimod fra årene 1853-1854. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om Store Strandstræde 12 (pr.30.december 2025).
Store Strandstræde 14 blev dette syv fag, brede hus opført for polereren Johan Thomas Petersen i årene 1839-1840. Der er kælder og fire etager. Der foreligger for øjeblikket hverken billeder eller yderligere oplysninger om Store Strandstræde 14 (pr.30.december 2025).
Beboere
Nyhavn 11
Skuespilleren C. N. Rosenkilde (1786-1861) flyttede her til Nyhavn 11 i efteråret 1842 og boede her frem til 1849.
Tilskyndet af prins Christian (VIII) og fra den sikre tilværelse som kantor ved domkirken samt stillingen som overlærer ved fattigskolerne i Århus, drog Christen Rosenkilde i 1815 med familie mod København for at prøve lykken som skuespiller på Det Kongelige Teater.
Den 19.marts 1816 fik han sin debut i syngestykket De tre galninger. Med sin tenorstemme var Rosenkilde som skabt til syngespil, men det er som Holberg-skuespiller og i det hele taget som komiker, at hans navn huskes. Som få evnede Rosenkilde improvisationen og hans roller skabtes med en sådan lune, at han i sin tid blev enormt populær.
Han udviklede også sine roller og anvendte sjældent en egentlig maskering eller ændrede sin stemme, hvorved han på scenen således var Rosenkilde men alligevel så indlevet i sine roller, at han gav publikum den stærkeste illusion. Godt to måneder før sin død i 1861 optrådte han for sidste gang som Sivert Posekigger i Holbergs Den politiske kandestøber.
Den violinspillende Rosenkilde virkede også på andre områder og gjorde sig gældende som redaktør og udgiver af ugeblade, oversætter af skuespil samt som forfatter til komedier og fortællinger. Han var en samlende personlighed, og blandt hans gæster sås kunstnere og litterater som Frederik Høedt, Michael Wiehe, Kristian Mantzius, Anton Melbye, Christian Winther og Emil Aarestrup.
Rosenkilde var ligeledes en god bekendt af Søren Kierkegaard, og de sås ofte sammen gå rundt i Københavns gader. Det har helt sikkert været et ømt syn, med den høje og kraftigt byggede Rosenkilde og ved siden af den lille, spinkle filosofiske forfatter, hvis til tider alt for korte benklæder, var morsom genstand for mange københavnere. Ak, når man ikke er æstetiker!! Kierkegaards værker var (og er !) svær læsning, hvad Rosenkildes dom over bøgerne også vidner om: “Det Affekterte Asen ! Kan han da ikke udtrykke sig naturligt. Jeg kan min Sæl ikke forstaa et Muk af hvad han skriver“.
Christen Rosenkilde var far til skuespillerinden Julie Sødring (1823-1894).

C. N. Rosenkilde
Julie Sødring (f. Rosenkilde; 1823-1894), datter af ovennævnte C. N. Rosenkilde, var blandt 1800-tallets kendte skuespillerinder og fik i 1843 sin debut i stykket Den sorte domino på Det Kongelige Teater og blev fire år efter kongeligt ansat.
Julie Sødrings kunstneriske område var primært fremstillingen af ældre kvinder og hendes detaljerede spil fik ofte betydning for helheden, der med hendes sans for komikken kunne spille selv små Holberg-roller med stor succes. På grund af sygdom tog hun allerede sin afsked med Det Kongelige Teater i 1875; året efter indvielsen af teatrets nuværende bygning.
Hun blev gift med cand.polyt. og senere mineralvands-fabrikant Christopher Sødring (1822-1881) i 1849, hvorefter de overtog lejligheden og faderen C. N. Rosenkilde flyttede så til Ny Kongensgade.
Hendes erindringer – der efter hendes død blev udgivet af den yngste søn M. F. Sødring (1858-1932) – er en guldgrube af ofte citerede, morsomme og kulturhistorisk interessante oplysninger om 1800-tallets teaterverden samt de mennesker, der var omkring den. Ægteparret Sødring boede her fra 1848 til 1852.

Julie Sødring
Den kongelige skuespiller Poul Reumert (1883-1968) boede her i nr.11 på 2.sal fra 1913 til 1918. Han var i øvrigt ikke ukendt med Nyhavn, for han voksede op i Nyhavn 63.

Poul Reumert
Postkort nr.1281 udgivet af Alex.Vincents – afsendt i 1906
Store Strandstræde 10
Den senere krigsminister og general P. F. Steinmann (1812-1894) boede her i nr.10 fra 1842 til 1846.
Jævnfør ældre tids normer tilsluttede man sig arbejdsmarkedet meget tidligere end nu. Det gjaldt også for Steinmann som kun var ni år gammel da han begyndte i artilleriet, hvor han gennem sin lange karriere avancerede til artillerikadet (1823), stykjunker* (1826), sekondløjtnant (1830), premierløjtnant og adjoint** ved generalkvartermesterstaben (1834), adjoint i generalstaben (1839), kaptajn (1842), major (1848), oberstløjtnant (1849), oberst (1854), generalmajor (1862), generalløjtnant (1864) og general (1867).
Steinmann deltog under Treårskrigen*** som stabschef, hvor han bl.a. gjorde god figur under tilbagetoget gennem Jylland. Under den fatale krig mod Preussen i 1864 ledede han i januar uden kamp rømningen af både Lauenborg og Holsten og lod sine tropper placere ved Dannevirke-stillingen.
* stykjunker er en ældre betegnelse for en sergent.
** adjoint er en ældre betegnelse for en medhjælpende, yngre officer.
*** Treårskrigen varede fra 1848 til 1850. Årsagen var slesvig-holstenernes krav om en fri forfatning og Slesvigs løsrivelse fra kongeriget. Slesvig-holstenerne fik preussisk hjælp, men krigen endte med en sejr til Danmark. Krigen 1864 faldt ud til Preussens fordel, der betød at den dansk-tyske grænse lå ved Kongeåen frem til 1920, hvor Sønderjylland blev genforenet med det øvrige Danmark.

P. F. Steinmann
Virksomheder
Den lille figur over porten til Nyhavn 11, der bærer sukkertopformene og sukkertoppen i sine hænder stammer fra Römers Sukkerraffinaderi. Raffinaderiet oprettedes i 1754 af den velhavende Ludvig Ferdinand Römer, der efter jobbet som guvernør på Guineakysten fik privilegium til at drive virksomheden, som han drev her i ejendommen. I sit 19-årige ægteskab med Anna Cathrine Widderkamp fik de sammen 14 børn.
Fra 1908 til 2006 havde lampefirmaet Louis Poulsen sit hovedkontor her i nr.11. De rykkede herfra til Gammel Strand 28. Læs mere om firmaets historie på deres hjemmeside
Hotel Dania på Store Strandstræde 14 lå her med sikkerhed fra ca.1895 til tidligst 1945 (set i vejviserne 1895-1914).
Den norske forfatter Knut Hamsun (1859-1952) var blandt gæsterne her, når han i kortere eller længere perioder var i København.

Hotel Dania
Postkort fra 1914

Hotel Dania
Postkort nr.2104 udgivet af V.M. – afsendt i 1905
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.155 og 219-220).
Huse og mennesker. Strejftog i det gamle København. Georg Nygaard. Foreningen Fremtiden. 1941 (hæfte II).
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Nyhavn 1673-1998. Allan Mylius Thomsen. Copenhagen This Week. 1998.
Nyhavn gennem 300 år. Red. Sverkel Biering. Forlaget Børge Binderup. 1972.
Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000 Se webudgaven her
Links
Matriklen.dk (find her ejendommen på kortet)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk