Billeder følger senest i september 2027
Opført: før 1819
Matrikelnummer: 236, Sankt Annæ Øster Kvarter
Fredet: nej
Arkitekt: ukendt
Beskrivelse
Forhuset blev før 1819 opført i to etager, men allerede i 1821 blev en etage tilføjet og nok en etage i 1852.
Beboere
Christoffer Rose (1723-1784) flyttede ind her som Acteur (skuespiller) i 1780 og igen ud i 1784, hvor han i mellemtiden var blevet instruktør.

Christoffer Rose
Omkring 1833 flyttede skuespilleren Ludvig Phister (1807-1896) ind her i forhuset, men boede her blot et års tid.
Phister hører til 1800-tallets største skuespillere og havde arvet sit talent fra sin far, der i 1817 fik optaget Ludvig på Det Kongelige Teaters danseskole under ledelse af Antoine Bournonville (1760-1843), der var far til balletdanseren August Bournonville (1805-1879).
Derfra kom Phister til skuespillet på selvsamme teater og udviklede der sin evne til, at blive en af vore største forvandlingskunstnere og ikke mindst Holberg-fortolkere, hvormed han fik sin debut i Den Pantsatte Bondedreng i maj 1825 på Det Kongelige Teater. Således begyndte karrieren for alvor der gav ham i alt 649 roller, heraf 52 Holberg-roller. Hovedrollen i Holbergs Jeppe på bjerget er Phisters nok mest roste rolle, som han havde forberedt sig på i årevis og havde gennemarbejdet til mindste detalje.
66 år gammel tog han i 1873 sin afsked fra teatret med rollen som Henrik i Holbergs Henrik og Pernille, men slap dog ikke helt sit tag i skuespillet idet han bl.a. optrådte i velgørenhedsforestillinger. Som lærer for Olaf Poulsen (1849-1923) sikrede Ludvig Phister arvefølgen i den holbergske komedie.
Trods modstand fra Adam Öehlenschläger (1779-1850) over for giftermålet blev Ludvig Phister gift med digterens datter Charlotte (1811-1835). De blev gift på Öehlenschlägers 53 års fødselsdag den 14.november 1832, men hun døde allerede tre år efter. I 1839 giftede han sig igen, men allerede i 1841 døde hustruen Christiane (f. Holst; 1816-1841), som var operasangerinde. Endelig i 1846 giftede Phister sig for tredje og sidste gang med skuespillerinden Louise (1816-1914).

Ludvig Phister
Phillip Heymann (1837-1893) grundlagde bryggeriet Tuborg i 1873 bl.a. sammen med C. F. Tietgen (1829-1901). Som det første bryggeri i Danmark aftappede Tuborg sit øl på flasker, for derved bedre at bevare kvaliteten.
Tuborg var dengang en alsidig virksomhed, men da Heymann blev direktør og bestyrelsesformand i 1880, afviklede han de aktiviteter der ikke havde relation til bryggerivirksomheden, der i øvrigt samme år lancerede sin første pilsnerøl.
Den driftige Phillip Heymann, der i 1892 blev etatsråd, var også en af de første som eksporterede smør som mærkevare, hvilket stærkt bidrog til hans store formue. Han boede på første sal i årene 1863-1864.

Phillip Heymann
Vil du vide mere
Bøger, tidsskrifter m.v.
Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984 Se webudgaven her
Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendalske Boghandel, Nyt Nordisk Forlag A/S. 1994-2003. Se webudgaven her
Historiske huse i det gamle København. Nationalmuseet. 1972 (s.212).
Hvem boede hvor – kendte danskere i 1800-tallets København. T. M. Sandau. Forlaget Sesam. 2001.
Indenfor murene – jødisk liv i Danmark 1684-1984. Udg. af Selskabet for dansk jødisk historie. C. A. Reitzels Forlag. 1984.
Københavnerbindingsværk. Kjeld Kayser. Nationalmuseets Købstadsundersøgelser. 1985 (s.82, 113 og 120).
Minderige huse – kendte mænd og kvinders boliger. Kraks Forlag. 1922.
Links
Matriklen.dk (et kort over matriklen samt yderligere oplysninger derom findes på Matriklen.dk)
Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk