Ny Adelgade 5-5a / Hovedvagtsgade 6

 

Billeder følger senest i september 2024


Opført: 1872-1876

Matrikelnummer: 363, Købmager Kvarter

Fredet: nej

Arkitekt: Ludvig Fenger


Beskrivelse

Adressen består af to forhuse, der er beskrevet nedenfor:

 

 

Huset mod Hovedvagtsgade 6 blev bygget i årene 1872-1876 og blev tegnet af arkitekten Ludvig Fenger (1833-1905). Det har kælder og fem etager samt mansardetage. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af forhuset (pr. 31.januar 2023).

 

Ny Adelgade 5-5a er ligeledes fra årene 1872-1876 og ligeledes tegnet af ovennævnte Ludvig Fenger. Huset er på fire etager og er bygget over otte fag. Øverst ses fem kviste hvoraf den midterste bemærker sig med sin bredde og sit halvrunde tag. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af huset (pr. 31.januar 2023).

Billedtekst: Fagene over porten er i fremspring op til tagrenden.

 

 

 

Beboere 

I juni 1881 flyttede forfatteren J. P. Jacobsen (1847-1885) ind i en toværelses lejlighed på adressen Ny Adelgade 5, hvor han boede frem til juli 1884.

Han regnes for værende grundlæggeren af den psykologisk-naturalistiske digtning i Danmark og var stærkt påvirket af litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927) og dennes krav til, at beskrive den virkelige verden.

Jacobsen studerede botanik ved universitetet da han i årene 1871-1875 oversatte Charles Darwins Arternes Oprindelse og Menneskets Afstamning. I 1872 skrev han novellen Mogens, som skildrer udviklingen fra dagdrømme og fantasier til en ansvarsbevidst erkendelse. I romanen Marie Grubbe (1876) skildrer han psykologisk en kvindes skæbne og i 1880 udkom samtidsromanen Niels Lyhne, hvor J. P. Jacobsen beskriver en ateists forhold til døden.

Ramt af tuberkulose fra 1873 rejste han i 1884 hjem til fødebyen Thisted, hvor han døde det følgende år blot 38 år gammel.

Kilder om J. P. Jacobsen kan du se under Vil du vide mere nederst på siden.

     J. P. Jacobsen

 

 Kristian Zahrtmann

Marie Grubbe, kort efter skilsmissen fra Ulrik Frederik Gyldenløve

1903 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain

 

J. P. Jacobsen har udødeliggjort Marie Grubbe (1643-1718) med romanen Fru Marie Grubbe fra 1876

 

 

Vejviseren fra 1897 viser at forfatteren og oplæseren Herman Bang (1857-1912) i et års tid havde sin bopæl på 1.sal.

Han var som ung opsat på at blive skuespiller og dette ønske blev i 1884 opfyldt i stykket En Forlovelse på Folketeatret i Nørregade. Dog blev det ikke denne side af Bangs talent som skulle give ham succes, men derimod hans romaner.

Opsigt vakte det da romanen Håbløse Slægter (1880) blev betragtet som usædelig og først blev frigivet fire år senere i en forkortet udgave. Nævnes skal også Stille Eksistenser (1886), Stuk (1887), Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896) som han skrev med udgangspunkt i sit ophold på psykiatrisk afdeling på Kommunehospitalet og hører til de bedste i hans forfatterskab.

Som oplæser af egne værker med den obligatoriske flaske vin og palmen ved siden af, opnåede Herman Bang for fulde huse et stort folkeligt gennembrud, men i vurderingen af ham indgik altid den for datiden så excentriske levemåde. I 1912 døde han i et tog i USA på vej til Californien for, at læse op i de dansk-amerikanske foreninger.

Bang, Herman

      Herman Bang

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Om J. P. Jacobsen

En sejlbåd for vindstille – en biografi om J. P. Jacobsen. Kristian Himmelstrup. Museum Tusculanums Forlag. 2014,

At bære livet som det er – om J. P. Jacobsens liv og digtning. Svend Sørensen og Niels Nielsen. Sparekassen Thy´s Forlag. 1997.

J. P. Jacobsen – et levnedsløb. Paa grundlag af digterens efterladte papirer. Anna Linck. Gyldendalske Boghandel-Nordisk Forlag. 1947.

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk