Hovedvagtsgade 6 / Ny Adelgade 5-5a

 

Billeder følger senest i september 2021


Opført: 1872-1876

Matrikelnummer: 363, Købmager Kvarter

Fredet: nej

Arkitekt: Ludvig Fenger


Beskrivelse

Adressen består af to forhuse, der er beskrevet nedenfor:

 

 

Huset mod Hovedvagtsgade 6 blev bygget i årene 1872-1876 og blev tegnet af arkitekten Ludvig Fenger (1833-1905). Det har kælder og fem etager samt mansardetage. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af forhuset (pr. 15.maj 2021).

 

Ny Adelgade 5-5a er ligeledes fra årene 1872-1876 og ligeledes tegnet af ovennævnte Ludvig Fenger. Huset er på fire etager og er bygget over otte fag. Øverst ses fem kviste hvoraf den midterste bemærker sig med sin bredde og sit halvrunde tag. Der foreligger for øjeblikket ingen billeder af huset (pr. 15.maj 2021).

Billedtekst: Fagene over porten er i fremspring op til tagrenden.

 

 

Beboere 

Ny Adelgade 5:

I juni 1881 flyttede forfatteren J. P. Jacobsen (1847-1885) ind i en toværelses lejlighed på adressen Ny Adelgade 5, hvor han boede frem til juli 1884.

Han regnes for værende grundlæggeren af den psykologisk-naturalistiske digtning i Danmark og var stærkt påvirket af litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927) og dennes krav til, at beskrive den virkelige verden.

Jacobsen studerede botanik ved universitetet da han i årene 1871-1875 oversatte Charles Darwins Arternes Oprindelse og Menneskets Afstamning. I 1872 skrev han novellen Mogens, som skildrer udviklingen fra dagdrømme og fantasier til en ansvarsbevidst erkendelse. I romanen Marie Grubbe (1876) skildrer han psykologisk en kvindes skæbne og i 1880 udkom samtidsromanen Niels Lyhne, hvor J. P. Jacobsen beskriver en ateists forhold til døden.

Ramt af tuberkulose fra 1873 rejste han i 1884 hjem til fødebyen Thisted, hvor han døde det følgende år blot 38 år gammel.

Kilder om J. P. Jacobsen kan du se under Vil du vide mere nederst på siden.

     J. P. Jacobsen

 

 Kristian Zahrtmann

Marie Grubbe, kort efter skilsmissen fra Ulrik Frederik Gyldenløve

1903 – Statens Museum for Kunst, www.smk.dk – public domain

 

J. P. Jacobsen har udødeliggjort Marie Grubbe (1643-1718) med romanen Fru Marie Grubbe fra 1876

 

 

Skuespilleren Helge Kjærulff-Schmidt (1906-1982) boede på 3.sal omkring 1937.

Han gik på Det Kongelige Teaters elevskole i årene 1927-1929 og fik sin debut på Betty Nansen Teatret, hvorfra han kom til Odense Teater og diverse provinsteatre og ansattes fra 1960 på Det Kongelige Teater. I 1950erne blev han kendt som Vitalius Sørensen i reklamefilmene for Ota Solgryn.

I filmen Olsen Banden på sporet fra 1975 leder Kjærulff-Schmidt den lille stationsbygning som trafikinspektør Brodersen, hvor han får Børge (spillet af Jes Holtsø) som trafikelev.

Helge Kjærulff-Schmidt huskes dog især for sin udødelige rolle, som den forstokkede og tyranniske lærer Andersen i tv-serien Matador, som blev indspillet i perioden 1978-1981. Han ender sine dage på altanen, hvor Misse (spillet af Karin Nellemose) lader ham stå på altanen. Mange tror fejlagtigt at de kan huske han står på altanen, men scenen blev rent faktisk aldrig indspillet.

Helge Kjærulff-Schmidt var far til filminstruktøren Palle Kjærulff-Schmidt (1931-2018).

H. Kjærulff-Schmidt

 

 

Hovedvagtsgade 6:

 

Forfatteren og oplæseren Herman Bang (1857-1912) havde sin bopæl på 1.sal til Hovedvagtsgade (dengang Leopolds Hotel) fra december 1895 til april 1897.

Han var som ung opsat på at blive skuespiller og dette ønske blev i 1884 opfyldt i stykket En Forlovelse på Folketeatret i Nørregade. Dog blev det ikke denne side af Bangs talent som skulle give ham succes, men derimod hans romaner.

Opsigt vakte det da romanen Håbløse Slægter (1880) blev betragtet som usædelig og først blev frigivet fire år senere i en forkortet udgave. Nævnes skal også Stille Eksistenser (1886), Stuk (1887), Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896) som han skrev med udgangspunkt i sit ophold på psykiatrisk afdeling på Kommune-hospitalet og hører til de bedste i hans forfatterskab.

Som oplæser af egne værker med den obligatoriske flaske vin og palmen ved siden af, opnåede Herman Bang for fulde huse et stort folkeligt gennembrud, men i vurderingen af ham indgik altid den for datiden så excentriske levemåde. I 1912 døde han i et tog i USA på vej til Californien for, at læse op i de dansk-amerikanske foreninger.

Her fra Hovedvagtsgade flyttede han til Slagelsegade 22 på Østerbro.

Bang, Herman

      Herman Bang

 


Vil du vide mere

 

Bøger, tidsskrifter m.v.

Dansk Biografisk Leksikon. Red. Svend Cedergreen Bech. Gyldendal, 3.udgave. 1979-1984  Se webudgaven her

Danske arkitekturstrømninger 1850-1950. Knud Millech og Kay Fisker. Udgivet af Østifternes Kreditforening. 1951 (s.182).

Weilbachs Kunstnerleksikon. Red. Sys Hartmann m.fl. Forlagene Munksgaard og Rosinante. 1994-2000  Se webudgaven her

 

Om J. P. Jacobsen

En sejlbåd for vindstille – en biografi om J. P. Jacobsen. Kristian Himmelstrup. Museum Tusculanums Forlag. 2014,

At bære livet som det er – om J. P. Jacobsens liv og digtning. Svend Sørensen og Niels Nielsen. Sparekassen Thy´s Forlag. 1997.

J. P. Jacobsen – et levnedsløb. Paa grundlag af digterens efterladte papirer. Anna Linck. Gyldendalske Boghandel-Nordisk Forlag. 1947.

 

Links

Københavnske Jævnførelsesregistre 1689-2008 – læs her om ejendommens matrikelhistorie  (søg under matrikelnummeret)

OIS – Den Offentlige Informationsserver – oplysninger om alle ejendomme på Indenforvoldene.dk kan søges her

 


Rettelser eller tilføjelser til indholdet på Indenforvoldene.dk bedes mailet til webmaster@indenforvoldene.dk